Sct. Mariæ Kirke - indvielseskors

Når præsten døber et lille barn bliver korsets tegn slået både for dets ansigt og dets bryst til et vidnesbyrd om, at det skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Indvielseskors i Sct. Mariæ Kirke
Således også når en kirke i gamle dag skulle indvies. Biskoppen, flere gejstlige og medlemmer af menigheden gik rundt om kirken og bankede adskillige gange på kirkedøren, før de omsider blev lukket ind. Vel inde i kirken indviede biskoppen, eller i en klosterkirke måske prioren, kirken ved på udvalgte steder at stænke vievand og olie på væggene og ved håndspålæggelse. I alt tolv eller fjorten steder til ihukommelse af enten de tolv apostle eller de fjorten stationer i Jesu lidelseshistorie. Efter indvielsen blev der ofte malet indvielseskors på de ovenfor nævnte steder.

I Sct. Mariæ Kirke er kun bevaret tre indvielseskors, to på sydvæggen og et på vestvæggen, der er blevet restaureret, men jeg har for nylig opdaget, at der er rester af endnu tre indvielseskors. De to er stærkt ødelagte, men det tredje, der sidder nederst til højre for billedet af den første tyske præst, er ret godt bevaret. Man kan i hvert fald tydeligt se, at det er et indvielseskors. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de bevarede indvielseskors er forskellige i udformningen af mellemrummene mellem korset.

Derudover er der som noget ganske usædvanligt tre indvielseskors i det nuværende kirkekontor. Det skyldes måske, at rummet tidligere har været et kapel, måske for Jomfru Maria, karmelitermunkenes særlige beskytterinde, inden kirken blev færdigbygget. Munkene følte sig meget nært knyttet til Jomfru Maria og påstod, at de havde fået deres skapular direkte fra hende. Et skapular er det forklædelignende beklædningsstykke, som munkene bar under deres kjortel.

Artiklen er af John Zilmer og oprindelig trykt i Sct. Mariæ Sogns kirkeblad