Søgaard, Tikøb

Håndkoloreret foto af Søgaard omkring 1905

Søgaard i Tikøb har navn efter den nu udtørrede Tikøb Sø, som lå mellem gården og Tikøb Kro. Den oprindelige fæstegård blev i 1793 solgt til selveje. Fra 1802 ejedes gården af den helsingoranske købmand Johan Belfour, hvis hustru var Marianne Dodt. Denne Marianne Belfour er identisk med ejeren fra 1795 af den ejendom ved Gurre Vang, som hun lod opkalde efter sig selv: Marianelund. I 1806 solgte Johan Belfour Søgaard til Johan Herman Dodt, der atter i 1801 solgte til Jacob Hartvig, som i 1826 netop købte Marianelund og ændrede stedet til en kro.

Søgaard kom herefter atter i en helsingoransk købmands eje. Denne gang Wilhelm Frederik Tryde, som sandsynligvis var bygherre til de nuværende bygninger, der stammer fra 1826. I 1855 købte tidligere ejer af Sølundegaard i Harreshøj, Ole Andersen gården. Ole Andersens søn, Frands Olsen overtog i 1870 gården hvor han straks lod tilbygge en vindmølle (Tikøb Mølle).

Frands Olsens svigersøn Jens Jensen og dennes søn Holger Jensen fortsatte driften af gården frem til 1960'erne. Herefter blev en del af dens jorder udstykkede til parcelhuse og efterfølgende blev også selve gårdens bygninger ombygget til boliger. I en periode forsøgtes gården omdøbt til Møllegaard.