Ryesvej

  • 3000 Helsingør
  • Navngivet af Helsingør Byråd i 1905.
  • På Helsingør Byråds møde den 27. april 1905 vedtog man, efter forslag fra partikulier A. Munch, at tre veje ved "Hannedal" fremover skulle benævnes Ryesvej, Bülowsvej og Fredericiavej. I referatet fra byrådsmødet i Helsingør Dagblad den 28. april 1905 kan man se, at byrådet for så vidt intet havde mod vejnavnene, men man havde gerne set, at fortsættelsen af Smithsvej, den vej som fremover skulle benævnes Ryesvej, havde fået samme navn i hele sin udstrækning.
  • På byrådets møde den 4. februar 1935 vedtog man på foranledning af Hannedal Grundejerforening at lade navnet Ryesvej blive ført helt igennem, hvorved navnet Schleppegrellsvej bortfaldt. Den del af vejen var opkaldt efter generalmajor Frederik Adolph Schleppegrell (1792-1850).
  • Vejen er opkaldt efter den danske officer Olaf Rye (1791-1849). Han udmærkede sig i Treårskrigen i slagene ved Bov og Slesvig. I 1849 blev han generalmajor og fik til opgave at lede den danske hærs tilbagetog op gennem Jylland. Han udførte opgaven med stor dygtighed. Det lykkedes ham at trække tyskerne så langt op i Jylland, at den slesvig-holstenske hær stod isoleret uden for Fredericia. Her blev han dog selv dræbt i et slag.

Kilder

Helsingør Dagblad 28/4 1905.

Helsingør Avis 5/2 1935.