Nykro

Nykro også kaldet Sophienhøj (Kongevejen 345 i Mørdrup) var kun kro i en periode på omkring 30 år.

Ejendommen blev kro omkring 1797, da Nyrup Kro blev nedlagt. Det skete fordi Kongevejen mellem Hirschholm og Helsingør var blevet forlagt til den nye Kongevej. Trafikken igennem selve Nyrup var derfor aftaget noget, og kroholdet måtte flyttes til et mere hensigtsmæssigt sted. Kroen indrettedes derfor i en nybygget fæsteejendom under Krogerup Gods - en ejendom, som lå ved den nye Kongevej på Mørdrup Bys mark. Den nye kro blev kaldt Nykro - måske p.g.a. navneligheden med Nyrup Kro.

Nykro fik imidlertid hurtigt et kedeligt renomé og kom derfor i myndighedernes søgelys. Dengang var det amtet, der havde tilsynsmyndigheden med gæstgiverierne, og i 1828 blev det amtet for meget. Man var simpelthen trætte af den "umådelige drikken" i Nykro. Kroen blev derfor lukket og selvom ejeren, Johan Schämer adskillige gange forsøgte at få bevillingen tilbage, lykkedes det ikke. I stedet ernærede Schämer sig ved rugbrødsbagning.

Siden 1864 har familien Jørgensen ejet ejendommen, der nu er opdelt i to lejligheder.

Litteratur

Kjeld Damgaard: De har sådan en svir, at de udsætter andre vejfarende for ulykke (Helsingør Dagblad, 14.09.2010)