Nicolai Neiiendam

Skuespiller Nicolai Neiiendam

Nicolai Anders Neiiendam (1864-1943) var oprindelig slagtersvend, men kom i 1892 på Det kgl. Teaters elevskole og debuterede allerede året efter på Det kgl. Teater. Efter i en kort årrække at have været ved Dagmarteateret, kom han i 1899 tilbage til Det kgl Teater, hvor han virkede som skuespiller frem til 1930.

Sammen med Christine Cathrine Thomasen (død 1934) er han forældre til provst ved Holmens Kirke, kgl. konfessionarius, dr, theol. Michael Neiiendam (1895-1962). Nicolai Neiiendam blev i 1897 gift i Søllerød med skuespillerinden Ebba Kaja Jonna Collin, med hvem han fik sønnen skuespiller Tavs Neiiendam (1898-1986). Nicolai Neiiendam er bror til teaterhistorikeren Robert Neiiendam.

I perioden 1909-16 ejede Jonna og Nicolai Neiiendam villaen "Bakkehus" på Lindevej 5 A pr Espergærde. Denne anvendte de dog kun som sommerbolig.