Nederlænderne i Helsingør

Helsingør var i Sundtoldstiden en international by, præget af mange forskellige nationaliteter. Den nederlandske befolkningsgruppe havde sin storhedstid i 1500- og 1600-tallet, men også efter den tid var der et betragteligt islæt af nederlændere i byen.

For nederlandske købmænd og håndværkere var der mange gode grunde til at drage fra hjemlandet og søge et udkomme et andet sted. Christian 2. havde nære forbindelser til Nederlandene og søgte fra omkring 1520 at stimulere den nederlandske indvandring til Danmark. Et markant skub i udvandringen fra Nederlandene kom der efter 1567, da spanierne greb hårdhændet ind mod Nederlandenes oprør mod det spanske herredømme, hvilket medførte, at et stort antal protestantiske nederlændere valgte at rejse væk.

Indholdsfortegnelse

Opholdet i Helsingør

I Helsingør forekommer nederlandske navne fra omkring 1500. Det første er rådmand Kort Daniell van Nuland, som havde giftet sig ind i den adlede tolder- og borgmesterfamilie Lilliefeld. I løbet af 1500-tallet kommer en beskeden, men jævn stigning i antallet af nederlandske skatteborgere. I 1556 var der 10, i 1593 nåede man op på 115 og i 1599 kendes der til 114 nederlandske skatteborgere. På det tidspunkt udgjorde de nederlandske skatteborgere 1/8 af det samlede antal skatteborgere i byen. Men nederlænderne betalte relativt betragteligt mere end 1/8 af skatterne, hvilket viser, at det var en velhavende gruppe med gode indtægter.

Når nederlænderne slog sig ned i Helsingør, var det ikke nødvendigvis tænkt som en emigration for livstid. I begyndelsen af perioden blev nogle af dem mest anset for "liggere", dvs. gæster, som kun var på midlertidigt ophold. I slutningen af 1500-tallet er der hyppige klager over nederlændere, som har boet og drevet erhverv i byen et antal år, tjent gode penge og drager bort med den samlede formue uden at have bidraget til byens anliggender. I 1582 fik man kongen til at udstede en forordning, hvori det blev bestemt, at uden for riget fødte borgere i Helsingør, som havde drevet næring i byen, skulle betale 1/3 af deres erhvervede gods og formue, før de måtte flytte fra byen. Den ene halvdel heraf skulle gå til kongen, den anden halvdel til byen. Forordningen gjaldt for hele landet, men blev i Helsingør tillempet, så de kun skulle betale "den tiende penning af alt deres eje", dvs. 10 %.

Detalje af facaden på huset Strandgade 55. Huset blev bygget i 1592 til bartskær Jacob Willumsen af Antwerpen og anses for et af de fornemste renæssancehuse i Helsingør. Foto: Kaj Madsen.

Nederlændernes erhverv

Der var et bredt udsnit af fag blandt de tilflyttede nederlændere i 1500- og 1600-tallet. En stor del var beskæftiget med handel af forskellig art. Herom vidner erhvervsbetegnelser som kræmmer, købmand og vintapper. Søfart og fiskeri var også almindeligt, fremgår det af erhvervsbetegnelser som skipper, bådsmand, styrmand, fisker, og færgemand. Lidt mere sjældne erhverv som falkefænger og bøsseskytte optræder også.

Håndværk var stærkt repræsenteret. I kildematerialet optræder fagbetegnelser som skibsbygger, rebslager, bødker, nagelsmed, tømmermand, skrædder, bartskær, kandestøber, bager, pottemager, remmesnider, drejer, skomager, hattemager, kurvemager, væver, silkevæver, krogemager, murermester, stenhugger, snedker, billedhugger og blydækker.

Ikke mindst de store byggerier på Kronborg under Frederik 2. og Christian 4. gav beskæftigelse til mange nederlandske håndværkere, som på det tidspunkt var de bedste specialister i Europa. I 1574 indgik Frederik 2. en aftale med bygmester Hans van Paeschen om ombygning af Krogen, som i 1577 blev omdøbt til Kronborg. I 1577 blev van Paeschen afløst af Anthonis van Opbergen, som forestod færdiggørelsen af byggeriet. Efter Kronborgs brand i 1629 besluttede Christian 4. at genopbygge slottet, og han indgik i 1631 en aftale med kgl. bygmester Hans van Steenwinckel den Yngre. Også under dette byggeri var der mange nederlandske håndværkere beskæftiget.

Lille Amsterdam

De fleste af nederlænderne boede i 4. fjerding af byen, dvs. området nærmest Kronborg, et område ved navn Sanden. Det var den mest velhavende del af Helsingør, og her dominerede nederlænderne i den grad, at bydelen blev kaldt "Lille Amsterdam". Nederlænderne var de første, der systematisk hjalp deres søfarende landsmænd med at klarere deres last for at kunne sejle gennem Sundet. Mange nederlændere drev værtshuse i Helsingør, hvor de kunne beværte nederlandske søfolk, som opholdt sig i byen. I et register i Amsterdam fra 1601-1608 nævnes 12 værtshuse med nederlandske navne i Helsingør, bl.a. Het Wapen van Amsterdam, Het Wapen van Terschelling, Harlingen, De Monnik. Værtshusene fungerede også som posthuse. I fragtkontrakter fra Amsterdam ses ofte, at skibskaptajnen skulle henvende sig til en værtshusholder i Helsingør og der få et brev fra rederiet hjemme med nærmere direktiver om, hvor han skulle sejle hen fra Helsingør. En sådan praksis med at få præcise instruktioner i Helsingør vedrørende den endelige destination ses allerede i 1580'erne.

Skilt fra o. 1600 fra værtshuset "De tre Steurliude". Skiltet har oprindelig været et hækornament fra et nederlandsk skib. På den ene side ses tre styrmænd, på den anden side tre kvindefigurer, hvis hoveder er forsvundet. Det er de tre dyder Tro, Håb og Kærlighed. Skiltet er udstillet på Helsingør Bymuseum. Foto: Kaj Madsen.


Lille Amsterdam blev helt ødelagt under svenskekrigene 1658-60, men Helsingør rummer fortsat en række ejendomme, som er bygget af og til nederlændere. Se f.eks. Strandgade 55, Strandgade 73, som omkring 1600 rummede værtshuset "De tre Steurliude" (De tre styrmænd) og Stengade 76, også kaldet Tolder David Hansens gård.

Religiøse modsætninger

Da de første nederlændere kom til Danmark, var Reformationen stadig tæt på, og der var derfor stor opmærksomhed på, om tilflytterne levede op til de danske kirkebestemmelser. Det viste sig, at det gjorde de ikke, mange af dem var kalvinister. Derfor blev der i 1569 udfærdiget regler, som indvandrerne skulle acceptere for at få lovligt ophold i landet. Det hjalp ikke meget. Det var klart, at mange indvandrere ikke kom i kirkerne, men holdt deres andagter i hjemmene. I Helsingør blev der fundet en mindelig løsning, da Sct. Mariæ Kirke i det tidligere karmeliterkloster i 1576 blev overdraget til den tysk-hollandsk-talende befolkning.

Detalje af epitafium i Sct. Mariæ Kirke. Epitafiet blev opsat i 1634 på foranledning af Dyvken Hygensdatter. Hun ses her på epitafiets nederste felt sammen med sin mand, som døde i 1628, og deres tre sønner og tre døtre. I det lille felt over ægteparret ses deres seks døde børn samt et dødfødt barn. I epitafiets topstykke (ikke afbildet her) ses Dyvkens forældre, Huge Lutiens og Trine Jakopsdatter, og deres børn. Her ses Dyvken som den midterste af de tre døtre. Epitafiet vidner om familiens store velstand. Foto: Kaj Madsen


Det tog to år at indrette kirken, som havde været brugt som hestestald, men derefter blev kirken brugt som ønsket, og den rummer fortsat en række gravsten og epitafier, som vidner om den nederlandske og tyske befolkning.

Forholdet til Helsingørs beboere

Forholdet mellem nederlænderne og Helsingørs beboere var ikke det bedste. Nederlænderne holdt sig meget for sig selv og var stærkt indgiftede. Deres store velstand har næppe gjort dem mere populære. Kilderne rummer mange klager over nederlandske købmænd, som beskyldes for at omgå reglerne for handel og tage kunder fra de øvrige handlende. De gav sig også af med forprang, dvs. handel i landdistrikterne, hvilket var i strid med byprivilegierne, og de handlede direkte fra skib til skib, hvilket heller ikke var tilladt.

Kilderne rummer også mange eksempler på konflikter med loven i form af slagsmål, knivstikkeri og druk. Nogle tilfælde blev straffet med bøde, i grovere tilfælde var straffen forvisning fra byen, i meget alvorlige tilfælde dødsstraf. I forhold til laugene var der også problemer. Flere nederlandske håndværkere blev sat under særlig observation, fordi de ikke levede op til laugenes kvalitetskrav eller regler for afsætning.

Efter svenskekrigene

Efter svenskekrigene 1658-1660 spillede nederlænderne en meget mindre rolle i Helsingør end tidligere. Der var færre af dem, og de integrerede sig i byen på en helt anden måde end tidligere, omend de fortsat var stærkt indgiftede. Mange skippere fra Nederlandene løste borgerskab i Helsingør med henblik på at ernære sig ved skibsfart.

To familierne kom til at spille en særlig stor rolle i Helsingør fra 1600-tallet til afskaffelsen af Øresundstolden. Det var familierne van Deurs og Claessen, som både drev forretninger sammen og var indgiftede i hinanden.

Familien van Deurs

Jan van Deurs (1637-1710) kom som lille dreng med sine forældre fra Haarlem til Helsingør. Han var i 1700 sekretær ved Øresunds Toldkammer, og blev på det tidspunkt udnævnt til nederlandsk kommissær i Helsingør. Kommissærposten blev efterfølgende overtaget af først hans søn, dernæst hans sønnesøn, Jean Christopher van Deurs (1725-81).

Familien van Deurs' gravsten fra 1669 i koret i Sct. Mariæ Kirke. Foto: Kaj Madsen

Jean Christopher van Deurs drev sammen med sin svoger Andreas Claessen handelshuset "sal. Arent van Deurs Enke & Co.", som var hjemmehørende i ejendommen Strandgade 95. Firmaet eksisterede frem til 1862.

Familien Claessen

Andreas Claessen (1712-83) var kommerceråd og omtales i 1756 som den eneste købmand i Helsingør, som "brugte Trafique til og fra fremmede Stæder". Hans søn Jean Jacob Claessen (1752-1806) var en af de mest driftige forretningsfolk, der har været i Helsingør i Sundtoldtiden. Også han var indgiftet i familien van Deurs og partshaver i firmaet "sal. Arent van Deurs Enke & Co.". I 1782-83 anlagde han en ca. 370 m lang reberbane i Lundegade (indtil 1847 kaldet Bøddelgade), hvor der med anvendelse af den nyeste teknologi blev fremstillet et stort udvalg af tovværk fra de største til de mindste dimensioner. I 1784 fik han bevilling til at anlægge et bådeværft og en ankersmedie syd for byen, og han havde planer om et havneanlæg sammesteds. Han overtog selv firmaet "sal. Arent van Deurs Enke & Co.", da hans fætter og makker døde i 1792. Familien boede på det tidspunkt i ejendommen Strandgade 93, som han lige havde ladet bygge. I folketællingen 1801 er husstanden opført med ægteparret på henholdsvis 49 og 39 år, ni børn i alderen fra 2 til 18 år, Claessens ugifte søster på 38 år og syv tjenestefolk. Men Claessen står også opført som ejer af Strandgade 95, hvor ægteparret Thomas Chapmann og Ann Clawer boede med deres fire børn, fem tjenestefolk og to logerende, som var kontorbetjente hos købmand Claessen.

Efter Sundtoldens afskaffelse

Efter 1857 blev forretningsmulighederne i Helsingør væsentlig ringere, og det førte til, at en række af de nederlandske forretningsdrivende valgte at flytte. Nederlandene ophørte også med at have fast vicekonsul i Helsingør. Nogle af nederlænderne tog tilbage til Holland, andre flyttede til København, mens andre igen valgte at blive i byen og satsede på fortsat at kunne skaffe sig et udkomme der.


Litteratur

M.Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige aarhundrede. København 1960.

Henning Henningsen: Skippere, klarerere og toldere. Hillerød 1969 (Årbøger for Frederiksborg Amts Historiske Samfund 1968 og 1969)

Knud Klem: Jean Jacob Claessen: blade af Helsingør erhvervslivs historie (Handels- og Søfartsmuseets årbog. 17. årg. 1958).

Poul Korse: Hollandske spor i nutidens Helsingør. Helsingør 1994.

Kenno Pedersen: Fire artikler om hollænderne i Helsingør Dagblad på datoerne 26.6.1993, 3.7.1993, 10.7.1993 og 24.7.1993.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Helsingør 2010.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.

Milja van Tielhof: The 'Mother of all Trades'. Leiden 2002.

Allan Tønnesen: Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600. Byhistoriske Skrifter, bd. 3, 1985.