Mørdrupvej 129

Den lille ejendom på Mørdrupvej 129 i Mørdrup - beliggende på en knap 600 kvm. stor grund direkte overfor Ærtebjerggaard - er i sin tid opført som forsamlingshus. Bag opførelsen stod foreningen "Forsamlingshuset i Mørdrup", bestående af en kreds af grundtvigiansk sindede beboere i landsbyen, der i midten af 1880'erne gik i gang med at søge et forsamlingshus etableret. 1885 gennemførtes således en skovfest i Egebæksvang til støtte for formålet, og der blev nedsat et udvalg bestående af gdr. Jørgen Petersen, Tibberup, fhv. højskoleforstander Niels R. Hansen, Nyrup, samt parcellist Kristian Nielsen, Mørdrup. Udvalget fik udarbejdet tegninger, overslag m.v., og ideen om et forsamlingshus blev modtaget velvilligt i lokalsamfundet, selvom der kom til at gå flere år, inden ideerne realiseredes. Medvirkende hertil var gårdejer Niels Jeppe Andersen, der 1889 havde overtaget Ærtebjerggaard og som stillede grunden til rådighed til formålet og i øvrigt gennem mange år forblev en af de drivende kræfter i foreningen. 1893 blev grunden formelt tilskødet foreningen, der allerede da var i fuld gang med opførelsen af forsamlingshuset i røde sten med paptag (huset er siden blevet hvidmalet og taget udskiftet). År 1900 blev foreningen afløst som ejer af et nystiftet interessentskab med samme navn, formentlig som led i en økonomisk rekonstruktion. 1932 ophørte forsamlingshusdriften og ejendommen overgik herefter til private boligformål.

Gennem de mange år, huset fungerede som forsamlingshus, var det centrum for et levende lokalt kulturliv med foredrags- og oplæsningsaftener, gymnastik for såvel karle som piger, ligesom forsamlingshuset i de senere år var hjemsted for den af Betzy Svedstrup oprettede Mørdrup Friskole, som tidligere havde haft hjemme i frk. Svedstrups privatbolig Mørdrupvej 127. Værd at nævne er det også, at Espergærde Brugsforenings stiftende møde fandt sted i forsamlingshuset i Mørdrup, bl.a. med forfatteren Martin Andersen Nexø som deltager.

Litteratur

Kresten Tommerup: Mosebyen - Registrant for Mørdrup Landsby. Bevaringsforeningen Mørdrup Landsby, 1986

Kjeld Damgaard: Sydkysten gennem 100 år (s. 64-65), 2004