Møllebroen - Kongens Mølle

Indholdsfortegnelse

Udskibningsbroen

Varetransport foregik fortrinsvis via sejlskibe langt op i tiden. Vejnettet var meget sparsomt og som regel i en elendig forfatning, ofte bare et par hjulspor. På grund af den voksende industrivirksomhed i Hellebæk blev det derfor nødvendigt at anlægge en udskibningsbro, Møllebroen (ikke at forveksle med Langebro i Ålsgårde fra 1892).

De større skibe kunne ikke lægge til ved Møllebroen, fordi vandet ikke var dybt nok, og de måtte derfor ankre op. Varerne blev sejlet til og fra udskibningsbroen i Hellebæk i mindre både og omlosset af færgemænd fra Helsingør på Hellebæk Rhed. Anløbsbroen lå omtrent ud for den nordøstlige gavl på Kongens Mølle, og man kan ved strandkanten den dag i dag se nogle store sten, som udgør resterne af fundamentet. Helsingør havde ikke nogen egentlig havn, kun en mindre anløbsbro ved Kronborg. Det varede mange år, inden Helsingør Havn blev en realitet.

Varetransport

Det hele begyndte med produktion af mel til de mange mennesker, der var involveret i byggeriet af Kronborg, som skulle transporteres til Helsingør. Fra begyndelsen af 1600-tallet opstod også behov for at transportere færdiggjorte våben og andre varer fra Hellebæk i takt med industriens vækst. Geværfabrikken, Kronborg Geværfabrik, blev efterhånden den centrale produktion i Hellebæk.

Til den omfattende industri var der brug for jern og store mængder af stenkul. Jernet kom fra enten England, Norge eller Sverige. Stenkul kom især fra England, men også fra Stralsund og Danzig i Tyskland. Også andre varer blev transporteret via sejlskibe, eksempelvis træ og sten til byggevirksomhed. Fra 1601 til ca. 1640, hvor kanoner blev støbt i Helsingør og færdiggjort i Hellebæk, blev de sejlet til København, når de var færdiggjorte. Dog foregik kanontransporterne ad Gl. Hellebækvej med æselvognen, omtalt i artikel om Kronborg Geværfabrik.

En historisk transport

Det var fra denne Møllebro, at Leonora Christina, Corfitz Ulfeldt, deres ældste børn og nogle tjenere lod sig udskibe fra i 1651. Corfitz Ulfeldt var sluppet helskindet fra Dina-sagen, men da Frederik 3. ville gå Ulfeldts embedsførelse nærmere efter i sømmene, begyndte jorden at brænde under ægteparret. Corfitz Ulfeldt havde utvivlsomt raget enormt mange penge til sig i årevis på forskellig vis, og ægteparret havde i mange år udvist en ekstravagant livsførelse, som i sig selv kunne afstedkomme mistanke. De havde i al hast pakket så meget af deres kostbare kluns, de kunne nå og flygtede denne aften, d. 14. juli 1651, fra København gennem Østerport, hvortil Corfitz Ulfeldt havde nøgle. Derfra gik det videre via Hørsholm til Hellebæk. Corfitz Ulfeldt havde i forvejen hyret et hollandsk skib, som sejlede dem til Holland. Skibet blev prajet med tre pistolskud, for med chaluppen at blive sejlet ud til det ventende skib. Fra Holland tog ægteparret senere videre til Sverige. Et lille stykke Danmarkshistorie fandt således sted fra Møllebroen i Hellebæk den aften. Det blev begyndelsen til det berømte og farverige ægtepars urolige liv med landflygtighed og senere tilfangetagelse.

Kilder til artikel

Forfatter til denne artikel har stykket den sammen ved at hente stof fra mange forskellige kilder med kortfattet information. At nævne disse er ikke fundet hensigtsmæssigt.