Lundehave

Indholdsfortegnelse

Kongens køkkenhave

Frederik 2. havde i begyndelsen af 1570’erne planer om af opføre sit nye renæssance slot Kronborg til afløsning af Erik af Pommerns forældede borganlæg Krogen. Kongen havde i den forbindelse brug for en køkkenhave, som kunne levere forsyninger til hoffet. Han havde udset sig det sted, hvor et tidligere klosterområde havde ligget, nemlig ved Lappen i det område, hvor Marienlyst Slot ligger i dag.. Et sådant haveanlæg var ikke en mulighed omkring det nye Kronborg på den forblæste pynt.

Sct. Annæ Klosters jord

Erik af Pommern havde i 1520 skænket jordstykket til franciskanerordenen, en tiggermunkeorden, kaldet gråbrødre, som opførte Sct. Annæ Kloster. Jordstykket var et stykke hævet havbund, som lå ved foden af den oprindelige kystklint fra oldtiden med en skov eller lund med birketræer. Man hører første gang navnet Lundegården i 1550, en kongelig ladegård hørende til Krogen, muligvis opført ikke så lang tid efter Reformationen i 1536 som en staldgård. Den lå, hvor den senere køkkenhave til Marienlyst Slot kom til at ligge og hvor ejendommene Lundegaarden og Slotsgården ligger i dag, nemlig i området mellem Gl. Hellebækvej, Claessensvej og Lappen 1.

Munkene havde måttet forlade klostret efter Reformationen, og stedet må anses for at have været i så stærkt forfald, at klostret har henligget som en ruin med en godt tilgroet have. Man har formodentlig, som skik og brug var, hentet og genanvendt byggematerialer fra klostret, sådan som skik og brug var. Klosterjorden var imidlertid dyrket og kultiveret jorden så intenst, at den trods de mange år stadig var velegnet til havebrug. Man ved, at der i 1576 stadig fandtes rester af klostret, som Frederik 2. overlod til bygmester Hans van Paeschen at nedrive (Hans Paaskes Vej er opkaldt efter ham).

Lundehave med jagt- og lystslot

Ombygningen af Krogen var endnu i sin vorden, da tanken om et haveanlæg begyndte at tage form. Ud over at anlægge en have, var planen også at genanvende de værdifulde mursten fra klostret til opførelsen et lille jagt- og lystslot på stedet. Beliggenheden sikrede et sted med en pragtfuld udsigt ud over Øresund samtidig med muligheden for at kunne holde øje med passerende skibe. Det fortælles, at bygmesteren måtte beholde spær tømmeret og tagstenene, men 67.000 brugbare mursten skulle han aflevere og modtage betaling for. Haven skulle kaldes ”Lundehave” for senere at blive kaldt ”Kronborg Have”. Det store og krævende Kronborg projekt tog dog åbenbart al energi og opmærksomhed i ca. ti år, før opførelsen af det lille jagt- og lystslot kunne komme i gang. Kronborg Slotskirkes indre, sidste del af det store byggeri, blev afsluttet i januar 1587. Først da kunne planerne om jagt- og lysthuset i Lundehave omsider begynde at blive til virkelighed.

En bygningen rejses

Stilladser blev sat op, og bygningsarbejdet gik i gang. Frederik 2. var tilsyneladende i Helsingør i dagene fra 31. maj til 5. juni 1587 for at se til Kronborg og det nye byggeri. Kongen overnattede i Badstuehuset, som han selv havde ladet opføre i 1580 ved Frederiksborg Slot i Hillerød, og som også blev også benyttet som lysthus.

Lensmanden på Kronborg, Gert Rantzau (1558-1627), havde meddelt Frederik 2. i et brev, at murværket på lysthuset næsten var færdigt. Man var nået så langt i processen, at man kunne afklare spørgsmål omkring de afsluttende dele af byggeriet. Rantzau havde stillet nogle konkrete spørgsmål hertil, mens kongen opholdt sig på Haderslevhus. Kongens svar til lensmanden var dateret d. 5. oktober 1587: pillerne, som skulle bære udsigtsplatformen skulle laves af sten og ikke træ; gulvbelægningen skulle være af træ og ikke fliser, men naturligvis sikres omkring kaminer og skorstene; pladsen foran lysthuset skulle være beklædt med ”mett huggen Steen”, som Badstuen ved Frederiksborg Slot var det. I øvrigt måtte Rantzau gerne lade bygge et badstuehus som det i Hillerød med plads til overnatning, placeret hvor han selv synes det ville være bedst.

Desværre fik kongen aldrig mulighed for at se sit lyst- og jagtslot stå færdigt. Han havde været på Haderslevhus og blev syg på vejen hjem. Han nåede til Antvorskov Slot, hvor han døde d. 4. april 1588.

”Den danske Vitruvius” Hvordan Lundehave så ud og hvordan det var indrettet ved man ganske godt, takket være arkitekt Lauritz de Thura (1706-1759). Han stod for den store ombygning og udvidelse, som afsluttedes i 1764 og efterlod værk i to bind med kobberstik: ”Danske Vitruvius” fra 1746-1749. Det er Lysthuset i denne udformning man ser på det fine kobberstik, der findes i L. de Thurahs store værk »Den Danske Vitruvius« fra 1749. Vitruv (ca. 75 f. Kr. ca. 25 f. Kr.) var en romersk ingeniørarkitekt fra tiden omkring kejser Augustus, som havde udgivet ti bøger om arkitektur.

Hvem arkitekten bag lystslottet Lundehave har været, vides ikke med sikkerhed. Men Hans van Steenwinckel (ca. 1545-1601) kunne ifølge sagkyndige være et ganske godt bud. Han var knyttet til opførelsen af Kronborg fra 1578, udnævnt til kongelig bygmester i 1582. En kvalificeret og efterspurgt herre, som derfor havde mange opgaver. Han var den ældste af tre generationer af betydelige danske arkitekter og billedhuggere fra 1500-tallet og 1600-tallet med samme fornavn, derfor måtte man skelne dem fra hinanden ved betegnelserne den ældre, den yngre og den yngste. Den tidligere nævnte Gerd Ranzau kunne også meget vel have været involveret, selvom han var ret ung. Men Frederik 2. satte ham meget højt og udnævnte ham til lensmand på Kronborg i 1584. Ud over denne stilling skulle han føre tilsyn med byggeriet. Han var ligesom sin far, Henrik Rantzau (1526-1598), meget vidende og havde et stort kendskab til antikken og den moderne italienske arkitektur.

Hvordan så lystslottet ud?

Det færdige lille lystslot var på tre etager med et for datiden moderne udtryk, inspireret af norditaliensk renæssance. Bygningen var høj, smal og tårnlignende, beliggende lige op ad en stejl skråning med den underste etage så at sige bygget ind i den. Skråningen var gravet fri til de to øverste to etager. På bygningens bagside forbandt et trappetårn de to øverste etager, sandsynligvis højere end disse. Trappetårn var en nordisk byggetradition. Den oprindelige del af slottet bestod kun af den midterste del af det nuværende slot og må have set lidt usædvanligt ud. Om det gamle klosters mursten blev anvendt i bygningen, kan ikke siges med sikkerhed. De to tilbyggede sidefløje er kommet til under den store ombygning og udvidelse i 1764.

I stueetagen og den mellemste etage var på facaden to åbne loggiaer. Det vil sige en buegang båret af piller (eller søjler), kendt fra italiensk arkitektur. Vinduer i siderne mod syd og nord var med til at give lys til rummene. I midten over buen var indhugget et F og et S, forbogstaverne for Frederik og dronning Sofie.

Det flade tag

En bro fra toppen af den bagved liggende kystskrænt førte direkte til kongens værelse på øverste etage. Dronningen kunne fra sit værelse i den midterste etage gå ud og nyde udsigten fra loggiaen. Kongens værelse målte hele slottes dybde, fordi øverste etage ingen loggia havde. Fra tårnet kunne man til gengæld fra træde ud på slottets flade tag, belagt med bly og muligvis med en svag hældning. En beskyttende balustrade af sten, det vil sige et rækværk med små dekorative søjler, omkransede taget, så man kunne med sindsro nyde udsigten. Noget tyder på, at taget gennem tiderne har været et svagt punkt i bygningen og måske uegnet til at gå på. Problemer med utætheder synes at have været et gennem tiderne tilbagevendende problem med store vedligeholdelsesmæssige konsekvenser.

Grønne rum

Takket være bl.a. et ”inventarium” fra 1602 kan alle rummene beskrives med inventar, dekorationer malerier og andet. Her skal blot nævnes, at den grønne farve var gennemført i alle værelser. Væggene var var beklædt med grønt engelsk klæde, ligesom bænkedyner, stolebetræk og bordtæppe havde samme farve.

Turneringer og leg

Indgangen til nederste etage lå i den nordlige og førte ind i et rustrum (eller rustkammer), betegnelsen for et rum til opbevaring af rideudstyr, våben og rustninger - det sidste dog næppe så aktuelt på det tidspunkt. Ridning og turneringer var en meget anvendt sport, og derfor var plads til udstyr hertil helt væsentlig. I Lundehave var en rendebane anlagt mellem slottet og Lundegaard, en gård der lå omtrent hvor Slotsgården er nu. Gartner Hans Rasmussøn Block kan berette, at ”der er blevet holdt mange lystige turneringer og dyst-renden af de unge herrer og også af mange fremmede, som har besøgt majestæten”. Tilskuer til disse turneringer har haft rig mulighed for at følge turneringerne fra de åbne loggiaer.

Kongerne i Hellebæk

En stor del af rustkammeret blev senere inddraget til køkken af Christian 4., som tilbragte en del tid på lystslottet, ofte flere dage ad gangen. Allerede efter sin kroning i august 1596, 19 år gammel, tilbragte han tre dage i Helsingør og Lundehave. Kongen havde allerede fra begyndelsen af sin regeringstid (1596-1648) fattet interesse for området i Hellebæk og etableret en jern- og våbenindustri, Hammermøllen, som hele virksomheden blev kaldt (senere Kronborg geværfabrik). Hans far, Frederik 2., havde ladet foretage et større arbejde med at dæmme vandet op med henblik på mølledrift i området. Kongens MølleNordre Strandvej var en af disse, og dele af bygningen fra dengang eksisterer stadig.

Karl Gustav satte sine spor

Lundehave, led stor skade under Karl Gustav-krigene1657-1660. Det betød, at slottet i en årrække forfaldt i hastigt tempo. Taget var utæt og at vandet sivede ned i bygningen med det resultat, at istandsættelse var blevet en nærmest uoverkommelig opgave, men bydende nødvendigt.

Renovering koster mange penge

Under Christian 5. lykkedes det dog ved ihærdig indsats at få skrabet penge sammen til en gennemgribende restaurering, forestået af Lambert van Haven (1630-1695), udnævnt til generalbygmester i 1671. Alle bjælker og alt træværk blev fornyet, taget belagt med kobber og loftet i kongens værelse blev fornemt dekoreret. Christian 5.s navnetræk med årstallet 1681 indsat over midterste bue i den midterste etage. Restaurereingen medførte ingen grundlæggende ændring af bygningens udseende, ud over facadens beskedne justering.

Endnu en gennemgribende renovering blev gennemført i 1717 under Fredrik 4, forestået af Johan Conrad Ernst (1656-1750), udnævnt til generalbygmester året før. Ved den lejlighed blev haven lagt om til fransk barokhave, som var tidens mode.

Et ubenyttet lystslot

Christian 5. havde ofte besøgt Lundehave i forbindelse med sine jagtudflugter. I løbet af 1700-tallet dalede kongernes interesse for at komme på komme på Lundehave tilsyneladende. Frederik 3. havde anlagt en dyrehave nord for Klampenborg, som Christian 5. havde ladet udvide, det nuværende Jægersborg Dyrehave. Det var blevet det foretrukne jagtområde, og jagtfrokosterne blev først afholdt i et bindingsværkshus fra 1694, senere afløst af det fornemme Eremitageslot. Det lille jagtslot blev opført for Christian 6. i årene 1734-1736 af arkitekt Laurids de Thurahs (nævnt oven for).

Et lystslot til salg

Frederik 5. besluttede at sælge det ubenyttede Lundehave på en offentlig auktion i 1751. Hermed var en lidt kringlet del af lyst slottets historie sat i gang. Det blev købt af konferensråd Johan Gottlieb Putscher (1709-1781), som i 1750 var blevet udnævnt til toldinspektør i Øresunds Toldkammer. Det lille lysthus ved havens nordlige udgang lod han bygge. Han havde i 1751-1752 ladet en ejendom opføre i Stengade 48-50, i dag kendt under navnet Putschers Gård. I romanen ”Dengang på slottet”, nævnt under litteraturhenvisninger, har Inge Linde Jensen skrevet om J. G. Putscher, hans familie og livet omkring ham. Ikke helt tilfældigt, eftersom han var forfatterens tip-tip-tip-oldefar.

I 1758 solgte J. G. Putscher Lundehave til overhofmarskal og lensgreve, A. G. Moltke (1710-1792). Moltke blev meget magtfuld og kom til at spille en afgørende rolle i forbindelse med den blomstrende økonomiske og kulturelle udvikling, som kom til at præge Frederik 5.s regeringsperiode. Han blev også en meget velhavende handelsmand og ejer af adskillige godser og ejendomme. Han udvidede grunden omkring Lundehaves med fem tilstødende jordlodder mod nord og ville i øvrigt gerne have revet syv huse på Lappen ned for at få en bedre udsigt til Øresund, men det blev ikke til noget. ”Moltkes Glædeshauge” blev solgt tilbage til kongen, men den transaktion forblev en hemmelighed, så længe Frederik 5. levede. Et tilsyneladende mærkværdigt forløb, men Moltke har muligvis handlet på kongens vegne allerede ved købet i 1758. Det er stadig Moltke, der officielt lod Lundehave ombygge og udvide til det slot, vi kender i dag, selvom kongen betalte. Efter sin tronbestigelse overdrager Christian 7. slottet til enkedronning Julian Marie, og en nyt afsnit om det gamle lystslot Lundehave og ”Kronborg Have” begynder som Marienlyst Slot.

Navne knyttet til Lundehave

Navne som Lundegade og Lundegården (se første afsnit) refererer til navnet Lundehave (lunden med birketræer). Reberbaneparken, hvor Reberbanen ligger i dag, blev før disse blev etableret, kaldt Krodammen. Den var opkaldt efter Lundegaards Kro (ifølge Laurits Pedersen, nævnt under litteraturhenvisninger).

Eksternt link

Marienlyst Slot

Litteraturhenvisninger

Marienlyst Slot – en vejledning og en kortfattet historie. Særtryk af Helsingør Kommunes Museers Årbog, 1991.

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.

Inga Linde Jensen: ”Dengang på slottet”, Holkenfeldt 3, 1999 (Roman om J. G. Putscher, hans familie og livet omkring ham).

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857”, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929.