Lindeskovs Købmandshandel

Lindeskovs købmandshandel fotograferet i 1960'erne

Lindeskovs Købmandshandel på Strandvejen 174 i Snekkersten havde til huse i en ejendom, der blev bygget i 1931-32 af købmand Hilmer Lindeskov. Bygningen rummede foruden købmandsforretning, lager og kontor, tillige bolig for købmandsfamilien. Frisørmester Einar Ploug havde desuden i perioden 1932-46 en lille del af ejendommens stueetage som frisørsalon.

Hilmer Lindeskov var gift med Anna-Bodil Vesterstrøm og sammen drev de forretningen frem til Hilmer LIndeskovs død i 1974. Forretningen kunne levere alle former for kolonial, vine, brændsel m.v. Til hjælp havde Hilmer Lindeskov i mange år kommis Steen Andersen. Efter Hilmer Lindeskovs død var forretningen i en kort periode udlejet først til "Brødrene Persson" og dernæst til K. Hallström, der drev "Iscan ApS Minimarked" frem til lukningen i 1978.

Ejendommen er siden omdannet til boligformål.


Litteratur

Kjeld Damgaard: Mennesker og Huse langs Strandvejen i Snekkersten, 2009