Lille Esbønderup

Lille Esbønderup er en landsby syd for Tikøb. Omtales første gang i Esrum Klosters Brevbog 1497, hvor den har 4 gårde. Samme antal har den i 1681, og den har 3 vange. I 1774 bestod Lille Esbønderup af 4 gårde og 5 huse. I forbindelse med jordreformerne bestemtes at en af de fire gårde skulle flytte ud af byen, medens de tre øvrige skulle blive liggende. Samtidig nedlagdes byens huse - og i stedet oprettedes en række husmandssteder ude på byens jorder.

De tre gårde, der skulle blive i landsbyen var Sallerudgaard, Blommeaas og Engerupgaard. Udflyttergården var Landlyst (fra 1900 Danstruplund). Landlyst blev i perioden 1839-1900 udvidet ved sammenlægning af gårdene Kasserud i Jonstrup ejerlav samt Enghavegaard og Brydegaard i Endrup ejerlav.

Bygningerne til de tre gårde i selve landsbyen findes stadig, men landbrugsdriften er for længst ophørt - jordene er forpagtet ud eller solgt, og bygningerne anvendes til andre formål, bl.a. hestehold.

Litteratur

Kjeld Damgaard: "Glimt af Lille Esbønderup og Danstruplunds historie" i "Egebækken" nr. 47, dec. 2009