Lappestensvej 10

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning

Den markante bindingsværksejendom, Lappestensvej 10, har en særlig historie, der tager sin umiddelbare begyndelse i 1918, hvor kommunen har besluttet at omdanne nogle af den tidligere Nordsjællandske Jernbanes stationsbygninger og arealer til et hårdt tiltrængt alderdomshjem, idet man kun havde ejendommen i Hestemøllestræde 6 at tilbyde de af byens aldrende borgere, der havde behov for omsorg og pleje. Nordbanens gamle stationsbygning på Trækbanen var allerede ved anlægget af Kystbanen i 1891 blevet overflødig, og bygningerne fandt snart anvendelse for forlystelsesetablissementet Hammarshøj. I 1918 blev det da fallerede etablissement ombygget til førnævnte alderdomshjem efter tegninger af byens store arkitekt Poul Holsøe. Ikke alle bygningerne kunne imidlertid bruges til formålet, ligesom nyt skulle opføres, og således blev en lille bindingsværksbygning fra jernbanens tid til overs. I november 1918 besluttede byrådet at lade bygningen flytte ud til Kommunens nyerhvervede areal i Højstrup, dér hvor det tidligere Godthaab Glasværk havde ligget. Det var i sin tid blevet opkøbt af Kastrup Glasværk og nedlagt omkring 1895, hvorefter arealet havde ligget ubenyttet hen. Kun arbejderboligerne ved nuværende Eremitvej fandt fortsat god anvendelse i en tid med stor bolignød, og det var kommunen, der nu stod for udlejningen. Kommunens interesse i området var dog primært ønsket om at foretage nye vandboringer, men herefter kunne man ligeså godt søge at udstykke og bebygge størsteparten af arealet. Arkitekt Holsøe blev derfor bedt om at tegne en bebyggelsesplan for området; en smuk og velgennemtænkt plan, der dog aldrig blev realiseret. Bindingsværkshuset blev dog flyttet herud, hvorefter Kommunen påbegyndte salget af grundene.

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.