Kronborgs befæstning

Indholdsfortegnelse

Fæstningsværkerne efter 1658

Belært af de triste erfaringer efter svenskernes belejring af Kronborg i august 1658 (omtalt i artikel om Sanden i dette leksikon)påbegyndtes allerede året efter udbedringen af de forvoldte skader på slottet og forsvarsværkerne. En plan til udbygning af forsvarsværkerne blev udarbejdet af den svenske generalkvartermester Erik Dahlberg endnu mens svenskerne rådede på slottet.

Som kongebolig ophørte Kronborg nu helt, og slottet blev gradvist omdannet til et af landets vigtigste fæstningsværker. Først i 1785 blev fæstningen udbygget med kaserne, hvor officererne boede, mens de menige logerede i byen. Slotskirkens inventar blev fjernet, kongens familie var der ikke, og kirken blev derefter omdannet til krudtkammer og fægtesal. I dansesalen indrettedes belægningsstuer, og den blev opdelt med skillevægge på kryds og tværs i to etager.

Som befæstning gik Kronborg store tider i møde. Først Frederik 3. derefter Christian 5. lod foretage omfattende befæstningsarbejder, og der blev til dette kunstfærdige byggeri indkaldt eksperter fra Europa. I 1688-90 anlagdes det store Kronværk med Dronningens, Kronprinsens og Prinsessens Bastioner, en fremskudt forsvarslinie med tre bastioner, den midterste helbastion og de to halvbastioner, med en grundplan formet som en krone – deraf navnet Kronværket.

I slutningen af 1690’erne begyndte man opbygningen af yderligere forværker til forsvar mod den sårbare landside i form af en tredje forsvarslinie, en fremskudt vestfront med et yderst kompliceret jordværksanlæg, beregnet til at opfange kanonkuglerne. Dette anlæg kom til at bestå af to raveliner med faussebraier (lav vold foran en fæstnings hovedvold, hvorfra der kan skydes over voldgrav og glacis) og tre kontregarder (udenværk formet som en vinkel liggende foran en bastion eller ravelin) med flankeanlæg, foruden en række vandfyldte grave. Foran dette bælte af kunstfærdige småfæstninger blev anlagt en fjerde og yderste ring, glaciset med den svagt skrånende voldprofil ind mod byen.

Allerede i 1699 kan vi se de første kort over det påbegyndte byggeri af Kronborgs tredje, yderste forsvarslinie. Dette byggeri blev helt færdigt indenfor årene 1705 – 15. De store landkort er meget smukke og de befinder sig i dag på Rigsarkivet, mens de førhen har ligget på Hærens Arkiv.

Foran Kronprinsens Bastion byggedes oberst Moltkes Contregarde. Mod nord, foran Kronværkets kurtine (den del af en fæstningsvold der ligger mellem to bastioner) mellem Dronningens Bastion og Kronprinsens Bastion, opførtes hertug Wilhelm af Württembergs Ravelin med faussebraie, dvs. en lavere forvold med kanonstandpladser. Mod syd byggedes Scholtens Ravelin med faussebrarie. Længst mod nord opførtes generalmajor von der Pfortens Contregarde, også med faussebraie. Under Den store Nordiske krig 1700 og 1709 – 1720 blev hele dette komplicerede anlæg færdigt, og dermed var Kronborg en af Europas stærkeste fæstninger. Med fuld bestykning kunne der være 250 kanoner. De ses endnu på admiral S.C. Geddes kort fra 1749.

Jobst Scholten

Og så til spørgsmålet om, hvem Scholten var. Personlig tror jeg ikke, at han nogen sinde har haft et von foran sit navn. Han var født Jobst Scholten (ca. 1649 – 1721) i Amsterdam og kom som 14-årig til Danmark, hvor han deltog i de fortifikatoriske arbejder i Holsten, og i 1672 blev han den ledende ingeniør ved fæstningen Rendsborgs ombygning. Han steg i de militære grader og blev 1681 kommandant det samme sted og i 1701 generalløjtnant af infanteriet. I 1710 valgte Frederik 4. ham til hærens overkommando. Han reorganiserede hæren, og han ledede med meget stort held de danske tropper i Nordtyskland. Belejrede i 1711–12 Stralsund og Wismar samt Tønningen i 1713 og Stralsund igen i 1715. Man beskrev ham som en indsigtsfuld og dygtigt troppefører, begavet og kundskabsrig.

Karl 12.’s landgang på Sjælland den 4. august 1700 berørte ikke Kronborg, men derimod den artilleristisk dårligt udrustede Øresundskyst mellem Kronborg og København, men det er en helt anden historie. Svenskerne gjorde deres landgang ved Tibberup, hvor den svenske hær på i alt 14.000 mand blev i 14 dage, og den 3. september forlod de svenske tropper Sjællands grund, som de ikke senere har betrådt som fjender. Alligevel betragtede man omkring 1800 stadig Sverige som kongerigets sandsynligste modstander i tilfælde af krig. Rigets fæstninger var et væsentligt element i forsvaret, og hovedfæstningerne var København, Rendsborg og Kronborg. På de to første var landets hovedarsenaler placeret. Selv om der til Kronborg ikke hørte et hovedarsenal, således som der havde gjort under Christian 4., hvor kanonerne blev støbt i Helsingørs Gethus og i Københavns Gethus, blev fæstningen alligevel regnet for en hovedfæstning på grund af sin størrelse og sin beliggenhed ved indsejlingen til Øresund. I slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-årene havde man som nævnt udbygget og vedligeholdt hovedfæstningerne, mens vedligeholdelsen kom til at mangle efter Den Store Nordiske Krig i 1700-årene. Man regnede med, at et svensk angreb kunne klares fra fæstninger, men over for en stormagt med langt større kraft ville fæstningerne være det samlede forsvars svageste led. Derfor udbyggede man i begyndelsen af århundredet en mængde mindre arsenaler og fæstninger over hele landet. Derved kom fæstningsvæsenet til at vise sig at have stærke sider, idet den store geografiske spredning af anlæg og arsenaler blev en stor fordel under Englandskrigene.

1801

I 1801 gik englænderne ned gennem Sundet under viceadmiral Sir Hyde Parker som øverstkommanderende og Lord Nelson som næstkommanderende. Englænderne havde ellers næret en vis skræk for Kronborg, især da fæstningen på det tidspunkt yderligere var forstærket med søbatterier. Til trods for at alle vidste, at Sundet selv på sit smalleste sted var godt 4 km bredt, og at selv svære, 36-pundige kanoner ikke havde længere effektiv skudvidde end 1600 meter, havde ingen draget den konklusion, at der måtte være en passage på 800 meters bredde, hvor hverken danske eller svenske kanoner for alvor kunne true nogen skibe. Problemet var imidlertid for fjenden, at fri sejlads gennem Sundet krævede god vind fra nord, så man ikke var nødsaget til at krydse, hvorved fæstningens kanoner ville være overordentlig farlige. Imidlertid ved vi, at heldet var med englænderne; Parker afventede den gunstige vind fra nord, og i en bue stod den lange række af engelske linieskibe ned mod Sundet med mindre fartøjer midtstrøms i læ af linieskibene. Effekten af bombardementet og af beskydningen kom ikke til at stå i forhold til forbruget af krudt og kugler. Fæstningen og byen led kun ubetydelige materielle skader.

Efter slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement i 1807 påbegyndtes de følgende år indtil 1814 en opbygning af kystbatterier og arsenaler i hele landet. Vi behøver blot her at nævne Lappestensbatteriet, Vestre og Østre Batteri i Hellebæk, der skulle beskytte Geværfabrikken, Skanseøre og Smedehage Batteri syd for Helsingør og batteriet på Helsingør Havnebro.

Scholtens ravelin

I Bymuseets og kommunens bog fra 2005, ”Mellem Helsingør og Kronborg”, kan man læse om ravelinen og Kronborg, der heldigvis aldrig fik brug for sine imponerende yderværker mod landsiden i nogen krig. Man tilskriver Jobst Scholten æren for det meste af fæstningsbyggeriet, og det var derfor nærliggende at opkalde den sydlige ravelin efter ham. Men i løbet af 1800- årene benyttede man det voldbeskyttede indre af ravelinen til køkken- og lysthave for Kronborgs kommandant. Nu var krigshandlingerne jo flyttet til en anden ende af landet.

Da havnen i årene 1859 – 62 blev udvidet med et bassin og værftsarealer udlagdes mellem byen og Kronborg, måtte fæstningen give afkald på Scholten Ravelin. I et brev beklager Kronborgs kommandant, generalmajor Niels Christian Lunding, sig over tabet af embedsjorden, og han kræver erstatning. Der skal ikke her refereres, hvad Helsingør Byhistoriske Arkiv har fundet om den sag på Rigsarkivet, men brevet fortæller klart om det 18.000 kvadratalen store fæstningsværks omformning. På det tidspunkt var størstedelen beplantet og kultiveret som have. Ved havneudvidelsen blev ravelinen i første omgang omdannet til en våbenplads, idet graven på begge sider blev kastet til. Brystværnene på ravelinens volde blev sløjfede og voldenes ender afskårne. Ravelinen blev dermed reduceret til et areal på 9.600 kvadratalen. Jeg vil igen henvise til den videre historie i bogen fra Bymuseet. Her kan man på kort se, hvordan fæstningsværket gradvist forsvinder ud af historien. Inden bygningsværket helt blev opslugt af havn og værft lå det i 17 år som en forblæst place d’arme.

Når Kronborgs fæstning i løbet af de næste år vil genopstå med begge sine raveliner, hvoraf den ene blot bliver markeret, vil man som besøgende bedre kunne fatte Kronborgs betydning som en af Europas vigtigste fæstninger. Slottets historie som fæstning går jo tilbage til Erik af Pommerns byggeri i 1400-årenes begyndelse og varer helt frem til 1800-årenes første halvdel, dvs. 400 år, ja måske mere. Der er virkelig grund til at betragte den gamle fæstning med stor ærbødighed. Også al ære og respekt for Helsingørs Skibsværft, men dets spændende historie er dog knap 100 år gammel, og det har ikke som Kronborg spillet en rolle i Europas krigs- og politiske historie.

Fæstningsbyggeri var en stor kunst, men i dag tilsyneladende en glemt kunstart. Overalt i Europa kan man stadig se rester af 1500 – 1700-tallets enorme, ressourcekrævende fæstningsbyggerier ved byer og ved søbefæstninger. Det er i den sammenhæng, vi skal anskue Kronborg.

Litteratur

Lone Hvass: Bastionernes Helsingør. Helsingør, 1997.

Langberg, Harald: Kronborgs kronværk, glimt af en europæisk fæstnings historie. Kbh., 1991

Eksternt link

Kronborgs befæstning anskueliggjort på kort