Kolonihaver

De første havekolonier opstod allerede i 1500-tallet uden for Københavns volde. I midten af 1600-tallet lå der små haver på fæstningsværkerne uden for de fleste byer i Danmark. Her dyrkede borgerne grøntsager og andre fornødenheder. Men haverne forsvandt lige så stille og dukkede først igen op i 1800-tallet.

Indholdsfortegnelse

Danmarks første kolonihave

Den første danske kolonihave blev anlagt i 1814 i Kappel i Sønderjylland. Flere kom til bl.a. i Tønder, Haderslev og Åbenrå – ofte beliggende på havestykkerne langs jernbanerne, som var forbeholdt udbygningen af jernbanenettet i Danmark, men også på mange andre steder, hvor jorden ikke blev anvendt til andet brug.

Danmarks første kolonihavebevægelse

Den danske kolonihavebevægelse blev dannet, da vognmand og entreprenør, senere landstingsmand Jørgen Berthelsen i 1884, tog initiativ til det ved en lejeauktion over en del af Aalborg Kommunes markjorder. Denne parcel egnede sig særlig godt til hans formål, nemlig en fritidshave, hvor han kunne dyrke dagens grøntsager og frugter. Arealet lå direkte op til byen og langs med en bred og dyb flodgrøft, hvorfra der let kunne tages vand op til haverne. Da han havde prøvet kræfter med det en tid og andre interesserede var kommet til, blev der dannet en forening – Arbejderhaverne i Aalborg. Landet over kom der nu gang i starten af haveforeninger. Først og fremmest i nærheden af Ålborg, Århus, Odense, Sønderborg og andre store købstæder. I 1904 var der i hele landet ca. 20.000 kolonihaver, heraf ca. 6.000 i København fordelt på ca. 50 haveforeninger. I årene efter 1.ste Verdenskrig var man på et tidspunkt oppe på omkring 100.000 kolonihaver landet over.

Kolonihavelivet - en del af arbejderkulturen

Kolonihaven har fra starten været et fristed for arbejderfamilier fra de store byers meget tætbebyggede kvarterer. Her kunne familierne få frisk luft, leve et mere frit liv og være sig selv. Mange af kolonihaverne opfyldte også klare økonomiske formål. De var nyttehaver, hvor der især i arbejdsløsheds- og krisetider blev dyrket allehånde grøntsager og urter. Det betød ofte, at den lille løn eller den endnu mindre arbejdsløshedsudbetaling kunne strækkes lidt længere. Derudover blev haverne brugt til at skabe små og ofte smukke blomsterhaver.

Københavns første haveforening

I København blev den første rigtige haveforening stiftet i 1891. Det var pudsigt nok en højre-politiker, der tog initiativet til denne havekoloni. Den fik navnet Arbejdernes Værn og lå i Guldbergsgade på Nørrebro. Haverne var mellem 100-300 kv. alen store. (100 alen er ca. 62 meter) Lejerne af haverne betalte ikke meget for at leje et havelod. Til gengæld kunne de siges op med kun en måneds varsel. Mange af havelejerne mente, at foreningen blev brugt som propaganda mod den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Derfor tog en del af dem i 1892 initiativ til at danne Det Københavnske Haveselskab. 1893 blev Københavns ældste haveforening Vennelyst på Christianshavn etableret af haveselskabet. Denne haveforening ligger stadig samme sted på Christianshavn.

Kartoffelhaver

De første kolonihaver blev kaldt kartoffelhaver. Et tydeligt bevis på, at der blev dyrket kartofler og andre grøntsager som supplement til de indkøb, der blev gjort til den daglige husholdning. Det drejede sig oftest om kål, gulerødder, persille, løg, pastinak og rødbeder. Den sociale holdning, som lå bag ved kolonihaverne betød, at en række større byer stillede jord gratis til rådighed til dette formål. I 1908 blev Kolonihavelejerforeningens Forbund oprettet. Navnet blev senere ændret til Kolonihaveforbundet. Formålet var at opnå bedre kontraktforhold for de kolonihaver, som havde lejet jorden af kommunerne eller staten. Mange kartoffelhaver blev etableret i perioden 1914-1918, altså under 1.ste Verdenskrig.

Kolonihaver vokser i antal - og daler

I mellemkrigsårene voksede omfanget af kolonihaver voldsomt. Efter anden verdenskrig voksede antallet af kolonihaver, men det var mere af nød for at få mulighed for grøntsager mv. end af lyst til at passe prydhaver. Tallet faldt derfor støt og roligt i årene efter. I begyndelsen af 2000-årene var det samlede antal kolonihaver i Danmark ca. 62.000.

Kolonihaveloven af 2001

I 2001 blev den nuværende lov om kolonihaver vedtaget af Folketinget. Loven hedder i det særlige Folketingssprog: Kolonihaveloven. Loven definerer en kolonihave som "et havelod i et kolonihaveområde". Der står også i loven, at et kolonihaveområde skal bestå af mindst fem havelodder, dvs. grunde. Lovens formål er at sikre, at kolonihaveområder fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden. Loven beskytter eksisterende havekolonier mod at blive sløjfet til fordel for f.eks. udstykning af erhvervsgrunde.

Varige kolonihaver

I kolonihaveloven blev det bestemt, at hvis en kommune beslutter, at et kolonihaveområde skal være varigt, skal det meddeles ministeriet inden en bestemt dato (01. november 2001). Denne beslutning skete for Helsingør kommunes fire haveforeninger på kommunale arealer: Haveforeningen Gurre / Haveforeningen Klostermosen / Haveforeningen Pindemosen og Haveforeningen Solbakken. Det betyder, at de kun kan nedlægges, hvis samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til andre formål. I så fald skal kommunen tilvejebringe erstatning for arealer og formentlig også for haver og huse.

Ikke-varige kolonihaver

Kolonihaveforeningen Julianelund i Helsingør kommune blev ikke tilmeldt som varig – og er derfor, hvad man i lovens forstand kalder en ikke-varig kolonihave. Alligevel er Julianelund omfattet af kolonihaveloven, men altså uden kommunal erstatningspligt. Her er det i givet fald Staten, der skal træde til, men ikke med samme forpligtelse som kommunen har over for varige kolonihaver. Derudover findes i Helsingør kommune en afdeling af Omegnens Fritidshaveforening. Den blev heller ikke tilmeldt som varig. Foreningen har købt jorden og lejer den ud til medlemmerne. Haverne her er også omfattet af Kolonihavelovens bestemmelser.

Drømmen om Helsingør som ”haveby"

Historien om Helsingørs kolonihaver gennem tiderne kan godt være svær at få hold på. Der er nemlig mange huller i den historie. Det skyldes først og fremmest, at der ikke foreligger noget historisk arkiv for byens kolonihaver. Denne beskrivelse af kolonihaverne i Helsingør er så tæt på den historiske virkelighed som muligt med de forhåndenværende oplysninger.

Det kan undre lidt, at der gennem tiden har været anlagt så mange kolonihaver af Helsingør Kommune, som vi kan notere os. Det skyldes imidlertid kommunens historiske og erhvervsmæssige forløb og tilstand. Da Socialdemokratiet fik den første folkevalgte borgmester i kommunens historie og dermed fik større indflydelse, lagde partiet op til, at kommunen skulle være en "haveby", altså en by med villaer og rækkehuse, som alle havde en lille have, som der kunne dyrkes noget i. Helsingør skulle være en by med lys og luft, haver og grønt og et socialt liv i parker, strande og haver tillige med et rigt foreningsliv.

Der var nu ikke fra starten tænkt i udbredelse af kolonihavetanken, men det kom hurtigt med i den socialdemokratiske borgmesters planer. Der var allerede et rigt liv i kommunen af områder med nyttehaver – ofte med et lille skur til redskaber i det ene hjørne. Det blev hurtigt en af borgmesterens kæpheste, at kolonihaver var et godt tilbud til arbejderne.

Kolonihaver for almindelige mennesker

Fælles for alle kommunens kolonihaveforeninger har været - og er fortsat for de bestående - at de har givet mulighed for, at almindelige mennesker har kunnet dyrke jorden, fremmane de skønneste blomster og har haft godt af det medfølgende fritidsliv med frisk luft og sol i lange baner. At der også har været tale om at dyrke grøntsager og frugter til familiens daglige brug skal blot nævnes for den gode sags skyld.

Socialt fællesskab

Derudover har et markant kendetegn for kolonihavefolket i Helsingør været det sociale fælles selskab. Man bor tæt på hinanden, har fælles hække og grønne oplevelser, sociale relationer, som er forskellig fra det øvrige liv man lever, hvor man bor. Børnene har legepladser og gode oplevelser sammen med andre børn og voksne.

Kolonihaveforeninger

Kolonihaveforeningerne er også udtryk for foreningsdanmark, når det er bedst. Her lever demokratiet side om side med lysten til at være sig selv. Men foreningernes regler skal efterleves og bestyrelserne er sat til at gøre det. Der er også aftalerne med kommunen og andre samarbejdspartnere, som skal vedligeholdes, udvikles og overholdes. Det er ikke nemt - men det bliver som oftest gjort loyalt.

Kolonihaver i Helsingør allerede før 1843

Kolonihaveforbundets officielle historie fortæller, at den første kolonihave i Danmark blev registreret i Ålborg i 1884. Alligevel er der konstateret havekolonier i Helsingør før 1843. Det fremgår af Helsingør Byråds forhandlingsprotokol fra 1894. Måske har det været haver, som vi også kender som nyttehaver, men betegnelsen kolonihave blev altså anvendt af byrådet dengang.

Nyttehaver med skur

Selv om der har været tale om nyttehaver, altså et stykke jord, hvor der kunne dyrkes grøntsager, jordbær og hindbær, kartofler med videre – og sættes buske til pryd og plukning, så opstod hurtigt tanken om at sætte et skur op, som kunne danne læ, når det regnede. Så man kan godt sige, at nyttehaverne var forløberen for de kolonihaver, som vi senere stiftede bekendtskab med. De fandtes overalt i Helsingørs udkant. Nogle mere organiserede end andre. Ofte kom folk bare forbi, opdagede et frit jordareal – og så anlagde de en nyttehave. Ikke bare der hvor jorden var ejet af kommunen eller staten, men også mange steder på private arealer. Dengang var det ikke afgørende, om man ejede jorden – bare den kunne bruges.

Fra Fattigvæsenets jorder til haver for byboere

Omkring midten af forrige århundrede har et trekantet areal på hjørnet af Bjarkesvej og Esrumvej samt grundstykket på hjørnet af Bjarkesvej og Gurrevej tilhørt Helsingørs Fattigvæsen. Det er på det areal, at Alderdomsstiftelsen senere blev opført. De to bakkede områder lå hen som marker i byens omegn. Her tog nogle af byens mindrebemidlede borgere ud for at dyrke jorden og nyde landlivets glæder, fordi størsteparten af arealerne af Fattigvæsenet var udlagt som kolonihaver.

Det ser ud som om kommunens byråd havde fat i den lange ende med hensyn til, hvem der skulle have de kolonihaver, der blev etableret til borgerne. På et byrådsmøde i efteråret 1873 blev der forelagt en skrivelse fra "Udvalget for Byens faste ejendomme", hvori der blev fremsendt ”24 ansøgninger om 3 Lodder af de såkaldte ”kolonihaver”, hvilke Lodder fortiden ere ledige”. De tre ledige lodder blev derefter besluttet tildelt Skræddermester E. Nielsen, Skomagermester Carl Petersen og Skomagermester L. Rohde. Med de tre heldige ”mestre” var det måske ikke lige den fattigste del af befolkningen, der blev tilgodeset ved udlodning af kommunens kolonihaver.

Haver uden afgrænsning

At det ikke altid gik fredeligt til, når de åbne marker blev anvendt af borgerne uden faste aftaler, kan man næsten forestille sig. På et byrådsmøde i juni 1881 forelå f. eks. følgende klage fra en bruger af Fattigvæsenets kolonihaver: ”Brugeren af havepladsen nr. 5. J. Petersen, har i skrivelse af 1. ds. besværet sig over, at brugeren af de tilstødende havepladser nr. 4 og 6, kobbersmed B. Jensen og skomager B. Nielsen, have overskredet grænserne for den nævnte, ham fæstede lod nr. 5, og anmoder om, at grænserne for denne snarest ved Byrådets foranledning må blive ansatte. Det vedtoges i anledning af denne sag at indhente erklæring fra "Udvalget for de faste ejendomme". Det måtte jo så Udvalget tage sig af. På et byrådsmøde samme efterår forelå fra Udvalget en erklæring til efterretning om, "at Udvalget i marken har påvist grænserne for de omhandlede lodder nr. 4,5 og 6 samt at overenskomst mellem de pågældende brugere ved Udvalgets mægling er opnået, således at mindelig ordning af denne sag har fundet sted".

”Såkaldte” kolonihaver

I april 1894 behandlede Byrådet en sag, hvor det af dagsordenen fremgik, at man stadig opfattede kolonihaver som ”såkaldte”. Dagsordenspunktet hed nemlig: ”Spørgsmål, betræffende udlejning af de såkaldte kolonihaver”. Sagen handlede om, at skomagermester C.F. Hansen besværede sig over, at han, som håndværksmester var bleven forbigået ved udlejning af den ved skomager Sick´s enkes død ledige kolonihave. Med henvisning til de af ministeriet (Kancelliet) i 1928 bestemte regler for udleje af kolonihaver til ”håndværkere og kjøbstadsborgere” og den af Udvalget i 1843 besluttede ”udvidelse af retten til at leje kolonihaver, således at også folk af den arbejdende klasse kunne komme i betragtning ved bortlejningen af de paagældende havepladser, formener Udvalget, at de af samme i erklæringen givne oplysninger vil fremgå, at det ikke er gaaet uden om de gjældende regler om, hvem haverne bør tillægges”. Byrådet vedtog herefter énstemmigt, at der ikke var grund til at gå videre med sagen.

Behov for flere haver på Fattigvæsenets jorder

På et møde i byrådet den 28. november 1895 forelå et forslag fra "Udvalget for de faste ejendomme" om, at der var indledt forhandlinger med lejeren af kommunens lod matrikel nr. 4 af markjorderne, grønthandler Niels Hansen, om afgivelse af ca. 1 ½ tønde land af denne lod. Årsagen hertil angives at være, at der de senere år har været en stærk efterspørgsel fra borgerne efter at kunne leje billige kolonihaver (havepladser) i lighed med dem, som lejes ud fra Fattigvæsenets jorder. Den daværende lejer af kommunens lod havde allerede erklæret sig villig til det mod en forholdsmæssig nedgang i hans lejebeløb. Desuden ville han gerne have en godtgørelse på 20 kr., fordi han allerede havde smidt såsæd ud på det pågældende areal. Byrådet var venlig stemt overfor denne aftale og godkendte den énstemmigt.

Behov for endnu flere haver

Derefter besluttede byrådet, at der på det nævnte areal skulle anlægges 13 eller 14 kolonihaver, alt efter hvor meget der var plads til. Kolonihavernes udlejning skulle Udvalget tage sig af. Byrådet ville dog gerne have hånd i hanke med det, så det blev besluttet, at "den årlige leje skulle være 6 kr. for hver af haverne efter de samme regler, som ere gjældende for Fattigvæsenets kolonihaver". Endvidere vedtog byrådet, at ”der ved udlejningen vilde være at tage forbehold om, at brugerne, for så vidt kommunen selv maatte faa anvendelse for jorden, må finde sig i at aftræde samme efter et nærmere fastsat kort varsel og med en passende erstatning efter uvillige mænds skjøn". Der står uvillige i referatet fra byrådsmødet, men der menes formentlig uvildige).

Flere kolonihaver på jernbanearealet

To år efter – i efteråret 1897 – blev der stadig konstateret stor interesse for at få et lod i de billige kolonihaver, som kommunen anlagde. Udvalget for de faste ejendomme havde vurderet, at der kunne anlægges nye kolonihaver ved Flynderborgvej - Stubbedamsvej. Kommunen disponerede på det tidspunkt her over arealerne matr. 5a og 29b af Markjorderne, som var tiltænkt Statsbanernes fremtidige brug. Arealet var derfor under opfyldelse af ny jord. Men det stod klart, at indtil videre var det ikke egnet til bebyggelse eller anlæggelse af spor.

De, der hidtil havde haft brugsret over arealerne ønskede ikke mere at beholde den ret, da de havde købt grunde andetsteds. Andre interesserede havde ikke meldt sig. Derfor havde Byrådet tidligere på året besluttet, at arealerne skulle bortauktioneres. Så langt var sagen dog ikke nået endnu, så Byrådet fik forelagt et forslag om, at arealerne ikke skulle sælges lige nu, men at kommunen derimod kunne udlægge disse arealer til nye kolonihaver.

Nye kolonihaver

Byrådet besluttede, at der skulle anlægges 14 nye kolonihaver på arealet. Havernes størrelse blev på ca. 13-1400 alen hver. Prisen for at leje lodderne blev fastsat til en årlig afgift på 5, 6, 8 eller 10 kr. alt efter deres beliggenhed. Lejeaftalerne fulgte reglerne fra 1895 ved udlægningen af kolonihaver på arealet, hvorefter lejemålene kunne opsiges, hvis kommunen selv skulle anvende arealerne, bl.a. altså til udbygning af statsbaneanlægget. Tidligere kolonihaver på samme areal var udlejet til fjorten håndværkere, to værtshusholdere og høkere, fire enker, to vægtere, ni håndværkssvende og elleve arbejdsmænd. Så det må formodes, at der i alt har været en havekoloni på godt 50 kolonihaver.

Kolonihaver ved Rosenkildevejs ende

I slutningen 1890'erne blev der etableret et antal kolonihaver på de kommunalt ejede markjorder for enden af Rosenkildevej, hvor Steenfeldtsvej og Olriksvej ligger i dag. De lå der til glæde for mange borgere, som først og fremmest brugte dem til at dyrke grøntsager, men også til at få sol og varme i weekenderne – og for manges vedkommende også i de få sommerferiedage, de havde. Haverne fik lov til at ligge der i ca. 25 år, hvorefter arealerne skulle anvendes til det byggeri, som i folkemunde blev kaldt Negerlandsbyen. Da kolonihaverne på stedet blev nedlagt, blev de fleste af havelejerne tilbudt haver andre steder i kommunen.

Helsingør får vokseværk

Omkring århundredskiftet begyndte Helsingør by at brede sig ud over Bjarkesvej og nærliggende veje. Der blev bygget et væld af småhuse i området – og der blev fortsat mere eller mindre organiseret udlagt jord til kolonihaver.

Da Helsingørs borgmester Peder Christensen i 1919 kom til, gik der ikke lang tid før byen sydede af fornyet aktivitet. Der skulle bygges boliger, institutioner og nye virksomheder skød op. Der var brug for meget af den jord, der lå i udkanten af Helsingør by. Desværre betød borgmesterens byggeiver ofte, at de anlagte kolonihaver måtte inddrages igen og jorden anvendes til nye boligområder.

Antallet af kolonihaver daler

Det er en kendsgerning, at der har der været et stort antal kolonihaver i Helsingør og nærmeste omegn. I slutningen af 1920'erne var der 438 kolonihaver i Helsingør, men i 1933 var kun 281 haver tilbage. Der var altså blevet 157 kolonihaver mindre i kommunen i den periode. I 1935 blev det opgjort, at der var 122 kolonihaver på kommunalt lejet jord. Mens de fleste helsingoranere havde været stuvet sammen i små boliger i den gamle bykerne, var der ude på markerne opstået mange kolonihaver, som altså gav mulighed for frisk luft og jord under neglene ved at dyrke friske grøntsager og frugter.

Kommunal jordpolitik

I forbindelse med kommunens jordpolitik på den tid blev der af kommunen opkøbt jord for millioner af kroner i kvartererne omkring Belvedere og Bergmandsdal. Blandt andet købte kommunen for 20.000 kr. arealer ved Bjarkesvej og Odinsvej til fremtidigt boligbyggeri. Indtil arealerne skulle anvendes blev de brugt til kolonihaver. I og omkring de områder blev der bygget nye haveboliger, men det betød faktisk, at mange kolonihaver løbende blev nedlagt. Det var tit en stor tragedie for en familie at miste sin kolonihave, men det var en del af systemet, at opkøbte grunde midlertidigt kunne udlejes til havekoloniformål.

Kolonihaver erstattes af nybyggerier

Mange af kolonihaverne har ligget på områder, der senere har skullet give plads for nybyggerier, vejudvidelser og kommunale institutioner. Nogle af de nævnte havekolonier har nok kun haft en levetid på ganske få år, mens andre har nået at fejre runde jubilæer af anselig størrelse. Andre er forsvundet lige så stille og er ikke engang nået at blive nævnt i kommunens registreringer.

Haveforeningen Solbakken oprettes

Det var borgmesteren opmærksom på. Han var da også med på det, da det blev foreslået, at man skulle lave en permanent havekoloni ude på de smukt beliggende bakker ved Gurrevej. På den måde blev Haveforeningen Solbakken en slags kompensation for alle de kolonihaver, der måtte lide den tort at blive nedlagt i årene under og efter 1.ste Verdenskrig.

Kommunal jord til kolonihaverne

Mange af de steder, hvor der blev anlagt kolonihaver var det altså på jord, som kommunen ejede, men som lå og ventede på at blive anvendt til et og andet. Det gjaldt f.eks. den kommunale grund ved Trækbanen, som senere kom til at omfatte det kommunale El-værk. I starten af 1900-tallet kunne man se kolonihaverne vokse op på grunden, som jo lå i udkanten af den indre by. I dag er El-værket etableret som et musikhus og bag ved det breder Helsingør BycenterStürups Plads sig med sine mange forretninger.

Midlertidige kolonihaver

Kolonihaverne var i al almindelighed ikke organiseret i kolonihaveforeninger, men var bare haver, som var opstået, fordi folk så muligheder i at anvende jorden. Men selv om der kunne anlægges egentlige kolonihaver på disse jorder, så var borgerne ikke mere sikre på havernes eksistens, end at haverne kunne risikere at skulle fjernes meget hurtigt, hvis kommunen skulle bruge jorden til andre formål. Så der kom ikke rigtige kolonihavehuse på arealerne, men indimellem mindre skure til opbevaring af diverse haveredskaber.

Bjarkesvej hed Kolonivej

Byrådet besluttede i 1898, at ”Vejen bag om de gamle kolonihaver” mellem Esrumvej og Gurrevej skulle hedde Kolonivej. Det er den vej, der i dag hedder Bjarkesvej. Her havde i mange år ligget en hel del kolonihaver, som altså var nogle af Danmarks ældste. De blev sløjfet i 1919-1921. Kommunen skulle da selv bruge arealerne til byggeri af de første selvstændige aldersrenteboliger i Danmark - Alderdomsstiftelsen. Men det almindelige pres på kommunen for at finde nye områder til kolonihaver var steget mærkbart. Det blev da også vedtaget i byrådet, at der kunne etableres kolonihaver på området indtil det skulle anvendes til andet formål.

Belvederes jorder

I begyndelsen af århundredet blev der anlagt en del frugtplantager og kolonihaver på den nordlige jord af Hollandske Mølles gamle jorder, som faktisk tilhørte Belvedere. Det var et tidligere landsted – i dag beliggende på Rogertsvej. Oppe på bakken ved det nuværende Hamlets Vænge lå der også – før området blev bebygget – et antal kolonihaver og i øvrigt en stor gård. Der blev her dannet en kolonihaveforening for området, men navnet på foreningen kendes ikke.

Taarnhøjs jorder

I 1919 købte Kommunen Taarnhøjs jorder ved Gl. Hellebækvej nord for byen – vist nok uden at vide eksakt, hvad arealet skulle anvendes til. Men det antydes, at det var for at lægge yderligere jord til en eksercerplads, så Helsingør kunne bevare sin garnison, som nogen i Folketinget talte om at nedlægge. Nogle år efter købte kommunen selve ejendommen Taarnhøj sammen med det tidligere traktørsted Lille Godthaab , der senere blev golfklubbens samlingssted (Godthåb Glasværk havde ligget i dette område fra 1848-1895). Byrådet var jo bekendt med, at især kolonihavelejerne fra området ved Rosenkildevej var blevet jordløse, fordi deres arealer var solgt til boligbyggeri. Det var derfor i første omgang dem, der blev tænkt på med de nye arealer.

Andre områder fulgte

Kommunen gik nogle år senere i gang med at udarbejde en udstykningsplan for et nyt stort område, hvor der skulle bygges mange parcelhuse til udleje eller salg og andre boliger de næste år. Området omfattede bl.a. arealer ved Hollandskevej, Belvederevej, Flynderborgvej, Vinkelvej, Pontoppidansvej, Rogertsvej, Mads Holms Vej og Chr. Rasmussens Vej. Samtlige kolonihaver i dette område blev opsagt. Men samtidig med, at kommunen sløjfede kolonihaver rundt omkring i byens ydre områder, blev det i 1928 besluttet at give tilladelse til etablering af kolonihaver på andre arealer, som kommunen ejede.

"Smørhullet"

På arealet mellem Stubbedamsvej og Fredericiavej – i forlængelse af statsbanearealet ved Flynderborgvej – lå der i en periode en del kolonihaver, som hen ad vejen blev afløst af parkanlægget, som i folkemunde blev til ”Smørhullet”, men som faktisk hedder ”Kong Peders Park”. Kolonihaverne lå tæt op af et område, der hed ”Hannedal”. Det ved vi, fordi grundejerforeningen ”Hannedal” bad kommunen om at sørge for at istandsætte den sti, der gik langs med arealet. Det gjorde kommunen så.

Bergmandsdal

Først i 1930'erne ses det, at et større område af arealet omkring Bergmansdal vest for Stubbedamsvej blev udlejet af ejeren – fru Messerschmidt – som jord til 54 kolonihaver. Da Ejendommen i 1934 kom til salg var kommunen interesseret i at købe hele ejendommen – også de arealer, hvor kolonihaverne lå på. Kolonihaverne skulle dog blive på arealerne, fordi de havde kontrakt endnu nogle år. Meningen var, at der skulle bygges boliger på stedet af en kooperativ byggeforening. Efter nogen tid måtte kommunen konstatere, at der ikke var interesse for byggeriet – formentlig fordi priserne for boligerne ville blive for høje. Kommunen valgte derfor at sætte grundene til salg. Arealet blev på et tidspunkt solgt til private købere, hvorefter kolonihaverne blev nedlagt sidst i 1930'erne.

Lysthuse øst for Marienlyst

Ét af de mere spektakulære kolonihaveområder har været det dejlige areal, hvor Helsingør Campingplads ved Gummistranden i dag ligger – øst for Hotel Marienlyst. Mange har ment, at der lå kolonihaver på stedet. Men det har nok mere været nyttehaver. Der har dog ganske rigtigt ligget en række skure – eller som de blev kaldt – lysthuse. Det var ikke kolonihaver, som vi senere kender dem. Skurene rummede gerne materiel for noget fiskeri - kroge, net, bådshager, årer og sejl. Alene af den årsag, at grundenes belægning var sand og mere sand, var det ikke meget, der kunne høstes der. Men arealet blev brugt på samme måde som kolonihavearealerne til at dyrke fællesskab og nyde naturen.

Bygrænserne flytter længere ud i kommunen

Et af de områder, hvor der pludselig dukkede en havekoloni op var i malerkvarteret nord for Gurrevej – det område, som vi dag kender som vejene med kendte maleres navne, f. eks. Krøyer, Skovgaard, Oluf Høst med videre. I 1943 søgte Kolonihaveforbundet på vegne af Haveforeningen Sjølund en kommunegaranti for lån i forbindelse med gravning af brønd og indlægning af vandrør i havekolonien. Kommunegarantien blev givet på betingelse af, at det var Kolonihaveforbundet, der optog lånet. Vi ved, at haverne lå der i starten af 1950'erne, men hvornår haverne og kolonihaveforeningen konkret er nedlagt og erstattet af parcelhuse, vides ikke. I 1952 søgte kolonihaveforeningen om godkendelse af Thorvaldsensvej som vejnavn til en af de udlagte veje, men Byrådet besluttede, at Willumsensvej var bedre.

Samme år - 1943 - købte Kommunen tre store parceller, der udgjorde området ”Rolighed” mellem Kongevejen, Gurrevej, Mads Holms Vej, Chr. Rasmussens Vej og Kierboesvej. Det havde engang været et landsted og sommerbolig, men var siden brugt til gartneri og haver. Her blev nu udlagt en sand folkepark med festplads, tre legepladser og 37 kolonihaver. Den eksisterede endnu i 1988 jævnfør et mødereferat.

Helsingørs borgere var ikke alle sammen egentlige byboere. Det måtte Byrådet så tage sig af. Der var derfor mange regler og især forbud, som skulle overholdes i kommunens kolonihaver. I 1943 måtte Byrådet således vedtage følgende: For så vidt angår kommunens kolonihaver har der også været enkelte andragender fra lejere og man skal i den anledning tillade sig at indstille, at man under hensyn til, at haverne fra kommunens side er udlagt som pryd-, lyst- og nyttehaver, forbyder svinehold i kommunens kolonihaver, idet sådanne svinehold ikke vil kunne finde sted uden, at det medfører ulemper for de andre havelejere.

Stadig flere kolonihaver fulgte

I begyndelsen af 1950'erne flyttede kommunens naturlige bygrænser sig endnu en gang. På arealet mellem Blichersvej og Gurrevej lå den gamle ejendom Kristinehøj eller "Christinehøj"(heraf navnet Kristinehøjvej). Her havde kommunen sidst i 1940'erne udlagt en del af arealet til kolonihaver. Resten af grunden blev i 1952 solgt til en bygherre med kommende boliger for øje. Med disse planer forsvandt kolonihaverne igen. De kolonihaver, som lå i området mellem den nuværende Kronborg Ladegårds Vej og Abildgaardsvej slog sig sammen i en ny haveforening Kronborg Haveby (heraf navnet Kronborg Havebyvej). Kommunen solgte jorden til foreningen for kr. 2753 pr. tønde land. Parcellerne blev delt mellem foreningens 45 medlemmer ved lodtrækning. Af byrådsprotokollen fra marts 1954 fremgår det, at ”Haveforeningen vil købe det areal, der er udlagt til kolonihaver og desuden et stykke jord på den anden side af vejen, der støder op til ”Kristinehøj”s jorder, der derefter påtænkes udstykket i 70 parceller”. Meningen var så, at der på arealet skulle udføres og anlægges de fornødne ledningsanlæg til det forventede antal parceller, svarende til antallet af medlemmer i foreningen. Arealet skulle så efterfølgende udstykkes til parcelgrunde for medlemmerne.

Fra DSB-arealer til kolonihaver

Gennem mange år har DSB eksproprieret arealer rundt om i landet til anlæggelse af jernbaner, men alligevel ikke anvendt dem til formålet eller der er gået mange år, hvor arealerne har ligget og ventet på at blive anvendt. Rundt om på disse arealer har DSB anlagt havelodder til henholdsvis daghaver og kolonihaver på de ledige arealer. Oftest er disse lejemål blevet tilbudt ansatte ved DSB, som kunne bruge jorden til at dyrke grøntsager. I Helsingør kommune har der i mange år været et sådan areal langs med DSB-arealet øst for Snekkersten station. I dag er der kun 2-3 stykker af dem tilbage på arealet.

Debat om nye kolonihaveområder

I begyndelsen af 1960'erne skrev den lokale presse, at der var behov for flere kolonihaver i Helsingør. Antallet var da ca. 450, men ventelisterne var lange. Nogle forudsagde da, at det burde ende med ca. 1000 kolonihaver i kommunen. Den kommunale forvaltning havde foreslået, at man på bedste sovjetisk måde kunne fastlægge antallet af kolonihaver, så det svarede til en kolonihave pr. 10 lejligheder i kommunen. Det ville betyde, at der i slutningen af 1960'erne skulle være ca. 750 kolonihaver.

I Espergærde har der efter forlydender ligget en kolonihaveforening ved navn Hyrdevangen, men det har ikke været muligt at få det verificeret. Men har den eksisteret, er det nærliggende at antage, at kolonihaverne har ligget i området omkring Hyrdevej og Hyrdebakken.

I 1966 søgte en gruppe borgere – som havde indmeldt sig i Omegnens Fritidshaveforening – om at måtte etablere et 20 tønder stort kolonihaveområde på jorderne omkring Langvadgaard i Plejelt nær Esrum. Men det blev ikke accepteret af Tikøb Kommune.

Planlægning afløste tilfældigheder

I april 1972 fandt kommunen det nødvendigt at få udarbejdet en samlet plan for udbygningen af kolonihaver i fremtiden. Der blev derfor afholdt et møde med Kolonihaveforbundet. På mødet blev det noteret, at Helsingør Kommune nu havde ca. 322 kolonihaver på kommunal lejet jord fordelt på følgende områder: Haveforeningen Solbakken ca. 215, Haveforeningen Pindemosen ca. 78 og Haveforeningen Klostermosen ca. 29.

Én kolonihave for hver femte lejlighed

Koloniforbundet havde den opfattelse, at der i en kommune som Helsingør burde være en kolonihave for hver fem lejligheder. I kommunen var der på det tidspunkt ca. 10.000 etagelejligheder. Det svarer til, at der efter Kolonihaveforbundets regnemetode skulle være ca. 2.000 kolonihaver i kommunen. Derfor var forbundets ønske, at de nuværende kolonihaver blev bibeholdt, men at kommunens burde have mindst 1.000 haver – enten i form af nyttehaver (daghaver) på ca. 200 m2 eller kolonihaver med en størrelse på mellem 400 og 600 m2. Forbundet mente også, at ingen haveforening burde være større end 300 haver.

Masser af egnede jordarealer

På mødet drøftede parterne en række mulige områder til placering af kommende havekolonier uden at tage hensyn til kloak- og vandforhold. Følgende områder indgik i snakken: Et område ved Flynderupgaard (meget egnet), et område ved Øerne (egnet), et område ved Langesø (egnet), et område i Nyrup (egnet), et areal mellem Teglstrup Hegn og Klostermosevej (egnet), Margrethehøj mellem Kongevejen og Haderslevvej (for lille), et område ved Nygaard (egnet), et område ved Ponydalen (egnet, men for dyrt fordi det lå i byzone), arealer ved de grønne kiler i området ved Snekkersten, hvor færgevejen evt. skal placeres (egnet) og et område i Saunte (egnet).

Omegnens Fritidshaveforening

I drøftelserne indgik også, om der skulle anlægges kolonihaver ved Guldgravervej og ved Flynderupgaard. Men det ses ikke at være blevet til noget. I 1975 blev der etableret en helt privat kolonihaveforening i Kvistgaard, nemlig Omegnens Fritidshaveforening (se også neden for under afsnit om Søholmvej Kolonihaver).

Vapnagaard

I 1978 forsøgte en gruppe borgere at få tilladelse til at anlægge nyttehaver i forbindelse med Vapnagaard-boligerne. Det blev der faktisk givet tilladelse til fra boligselskabet, men da kommunen formelt blev spurgt, var svaret afvisende. Så det blev ikke til noget.

Roligheden

Det blev det derimod midt i 1980´erne i bebyggelsen Roligheden på den anden side af Kongevejen. Her blev der - måske uden at spørge, om de måtte - etableret et antal såkaldte beboerhaver i parken, som omslutter bebyggelsen. Haverne kunne søges af de beboere, som havde bolig i boligafdelingen Roligheden. En del af disse haver ligger stadig og bliver brugt. De heldige beboere dannede en haveforening, som hed Haveforeningen Roligheden.

Kommuneplanen 1981-1992 om kolonihaver

Først i 1980 påbegyndte Helsingør Kommune et projekt med udarbejdede af Helsingør Kommuneplan for perioden fra 1981 og frem til 1992. Her omtales rammerne for havekolonierne Haveforeningen Klostermosen / Haveforeningen Solbakken og Haveforeningen Pindemosen. Det blev således besluttet bl.a., at kolonihavehusene i havekolonierne ikke måtte overstige 30 m2. Senere er dette tal blevet ændret til 40 m2.

Indsigelser fra tre havekolonier

De tre havekolonier, som jo lejede arealerne af kommunen, skrev et indlæg til Kommuneplanen, hvor de udtrykte skuffelse over, at kommunens planer for nye kolonihaver ikke var mere visionær og langtidsholdbar. Efter de tre foreningers opfattelse var der reelt kun planlagt 300 nye kolonihaver for de næste to år. Det var efter deres mening alt for lidt. I forvejen var der kun 377 haver i de nuværende havekolonier. I 1981 kunne de tre foreninger notere sig, at de tilsammen havde 356 personer (husstande) på deres ventelister. Det var næsten 100 mere end året før.

300 nye kolonihaver

På det tidspunkt indgik det altså i planlægningen, at der skulle etableres 300 nye kolonihaver rundt om i kommunen med samme størrelse kolonihavehuse. I debatten om nye kolonihaver nævnte kommunen seks nye områder, som var planlagt skulle anvendes til kolonihaver. Dertil kom andre forslag af mere eller mindre realistisk karakter, hvoraf nogle blev gennemført – men de fleste aldrig blev til noget.

Kommunen gjorde sig i Kommuneplanen til talsmand for, at behovet for anlæggelse af de planlagte kolonihaver skulle vurderes ved den kommende udarbejdelse af kommunale rammeplaner. Derfor blev der ikke taget endelig stilling til alle de påtænkte forslag om nye kolonihaver.

Kommuneplaner og planlagte kolonihaver

En gennemgang af de mange planer, som er blevet drøftet i forbindelse med kommuneplanerne gennem årene vidner om, at der har været megen fantasi med i snakken for at få placeret de mange nye kolonihaver. Det ses tydeligt af følgende:

Mørdrup Kolonihaver med ca. 30 kolonihaver blev i 1981 planlagt til at blive placeret umiddelbart syd for Mørdrup Trinbræt i den nordlige del af Rolighedsmoserne nær ved landsbyen Mørdrup . Der var ikke udelt tilfredshed med placeringen. Nogle syntes det ville ødelægge freden i Rolighedsmoserne. Andre at det slet ikke var nogen god ide med kolonihaver i det område, fordi det ville berøre et planlagt idrætsområde for gymnasiet og i øvrigt lå arealet alt for tæt på Nordbanens jernbanespor. Derfor blev området i den senere kommuneplan for 1989-2001 beskåret med halvdelen – og med tiden blev det projekt helt opgivet. Måske var den egentlige årsag hertil, at arealet var ejet af en privat person og derfor skulle købes af kommunen til formålet.

Munkesø Kolonihaver blev i Kommuneplanen for 1989-2001 planlagt til at skulle ligge i nærheden af de nuværende idrætsarealer i Kvistgaard. Endnu i den kommunale planlægning for 2000-2012 blev projektet fastholdt på planlægningsrammen. Ideen var, at der skulle udlægges arealer til ca. 70 kolonihaver. Men på grund af nogle højspændingsmasters placering ind over området, blev det ikke til noget. Måske er forklaringen en anden, thi kommunen har tidligere accepteret, at Pindemosen - Haveforeningen blev anlagt på et areal, der gennemskæres af højspændingsledninger.

Søholmvej Kolonihaver var et forslag, der så dages lys i Kommuneplanen for 1981-1992. Dette påtænkte projekt lå tæt på det areal i Kvistgaard, som i dag er omfattet af Omegnens Fritidshaveforening. Hovedstadsrådet gjorde indsigelse mod forslagene om kolonihaverne såvel ved Munkesø som Søholmvej, fordi de påtænkte arealer indgik i en større regionsplanlægning og burde fastholdes som landzone. Det tog kommunen til efterretning.

Rørtang Kolonihaver blev i 1981-1992-planen planlagt til at omfatte 82 kolonihaver på et areal ved Rørtang, som var udstykket fra Hasselgården og var placeret tæt ved Nordbanen. Det var et meget interessant projekt, fordi det lå relativt tæt på beboelsesområder som Vapnagaard og Borupgård. Der blev udarbejdet en plan, som dog aldrig blev ført ud i livet, fordi arealerne ejedes af en privat lodsejer, som selv havde planer om at udstykke jorden. Endnu i 1989-2001-planen var projektet med i planlægningen.

Tankerne om havekolonier i Rørtang har faktisk en historie bag sig, som er værd at nævne. I 1975 søgte en ejer af en ejendom i Rørtang om tilladelse til at indrette fire kolonihaver på sit areal. Haverne havde han allerede et par år før anlagt og lejet ud, men da en nabo klagede, blev kommunen opmærksom på det og nedlagde forbud mod denne anvendelse af mandens jord.

Nygaard Kolonihaver. Det indgik i kommunens planlægning 1981-1992, at der skulle udlægges arealer i Nygaard til et nyt kolonihaveområde med ca. 80 kolonihaver nord for Esrumvej. I Kommuneplanen for 1989-2001 var det stadig en del af planlægningen af kommende havekolonier.

Gurre Kolonihaver var et af de arealer i Gurre, som mest realistisk kunne blive udlagt til kolonihaver. Det skete da også i 1982. Havekolonien blev dannet og der blev gjort plads til 50 kolonihaver plus en fællesbygning med toiletter.

Pindemosen Nord. Det sidste område, som Kommuneplanen 1981-1992 omtalte, var en udbygning Haveforeningen Pindemosen. Planen var, at der skulle anlægges ca. 35 nye haver på et areal nord for den daværende haveforening Pindemosen. Det indgik i planerne, at de nye kolonihaver skulle danne en selvstændig haveforening. Denne plan blev aldrig gennemført, men er fastholdt i den seneste kommuneplan 2009-2020.

Kvistgaard Kolonihaver. I den offentlige høring vedr. Kommuneplanen for 1989-2001 fremkom der forslag om at anlægge kolonihaver i Kvistgaard syd for Hornbækvej mellem Nordbanen og Kongevejen og op til kommunegrænsen – et areal, som i dag er boligbyggeri. Endnu i Kommuneplanen for 2000-2012 fastholdt kommunen dette areal som en mulighed for etablering af kolonihaver.

Hornbæk Kolonihaver. Der blev i rammeplanerne også forudset, at der kunne anlægges kolonihaver i Hornbæk nær ved Hornbæk idrætsplads ved Stenstrupvej (navngivet efter landsbyen Stenstrup). Men det var der ingen, som rigtig troede på og det viste sig da også, at den plan hurtigt blev skrinlagt.

Rapport om fremtidens kolonihaver

I 1986 kom Planstyrelsen med en rapport, der registrerede kolonihavesituationen i hele landet – herunder altså også Helsingør Kommune. Sammenholdt med andre kommuner placerede Helsingør sig på en 23. plads. En fremskrivning placerede derefter kommunen på en 20. plads, når der blev taget hensyn til de planer, som Helsingør Kommune efter eget udsagn havde for anlæggelse af kolonihaver i fremtiden. Beregningsgrundlaget i rapporten var, at der skulle være syv kolonihaver for hver 100 lejligheder, som kommunen har. En klar forbedring i forhold til 1960'ernes forventning.

Helsingør Kommune havde i rapporten beskrevet sine planer for fremtidens kolonihaver. Det ville betyde, at der i midten af 1990´erne kunne være næsten 1.000 kolonihaver mod de 590, der var i 1986 – heraf ville der være ca. 50 planlagte daghaver og 50 planlagte nærhaver. I daghaverne måtte der sættes skure op, men ikke overnattes – og i nærhaverne måtte der slet ikke være nogen form for bygninger.

Kommunen fortalte også i rapporten, at den havde kendskab til, at der eksisterede et antal kolonihaver på private arealer, men at man ikke havde eksakte tal på dem. Sandheden var også, at disse kolonihaver var på hastigt tilbagetog, fordi presset på arealer for både alment som privat husbyggeri var stigende.

Se også:

Haveforeningen Gurre (H/F Gurre)

Haveforeningen Klostermosen (H/F Klostermosen)

Haveforeningen Pindemosen (H/F Pindemosen)

Haveforeningen Solbakken (H/F Solbakken)

Kolonihaveforeningen Julianelund (H/F Julianelund)

Omegnens Fritidshaveforening (H/F Omegnens Fritidshaveforening)

Kilder: 1) Kolonihaveforbundet, 2) "Kolonihaverne i Helsingør" i Helsingør Museums årbog 2012 - artikel af Erik Stubtoft, 3) Erik Stubtofts private arkiv.