Hotel Bondegaarden

Fra Helsingør Leksikon
Skift til:navigering, søgning
Bondegaarden mens den endnu havde karakter af bondegård

Hotel Bondegaarden var oprindeligt en bondegård, nemlig den ene af fiskerlejet Hornbæks i alt 4 mindre gårde. Oprindelig hed gården Søgaard på grund af sin beliggenhed tæt ved Hornbæk Sø. Hornbæks andre gårde var Ellensgaard, der lå ved den nuværende Hornbæk station, Evaldsgaard, der senere blev domicil for en vognmandsforretning, og endelig Sandgaarden, den senere Hornbækgaard, som var den ældste af Hornbæks gårde.

Bondegaarden før branden i 1944

Allerede den 1. maj 1881 åbnede en af Hornbæks legendariske kvinder, Anne Regine Friis, det første pensionat i byen. Det skete på Søgaard, hvor hun lejede sig ind hos Peter Johannessen - indtil successen i 1886 var blevet så stor, at hun kunne bygge sit eget "Pension Friis". Søgaard blev i 1889 overtaget af Peter Johannessens søn, Johannes Johannessen Bonde. Navnet Bonde tilkøbte han i 1903 og han gav også gården navnet Bondegaarden. Bonde byggede i 1903 hotel og restaurant til gården, i hvis gamle bygninger, der stadig var pensionat. Her kunne ungdommen danse til levende musik af tidens store orkestre. Bonde drev hotellet indtil 1929, hvorefter det blev overtaget af Viggo Jensen. Senere - fra 1933-36 var det tidligere slagtermester, direktør Ejner Møller fra Helsingør, der ejede Bondegaarden, og i perioden herefter og under krigen var det Hans Th. Hansen.

Omkring midnat, natten mellem den 19. og 20. maj 1944 brændte Hotel Bondegaarden med en kraft, som truede med også at sætte det nærliggende pensionat Bakkebo og købmandsforretningen Tjalken i flammer. Brandårsagen var ifølge besættelsestidens censurbelagte aviser ukendt, men helt tilfældig var den næppe. Samme år brændte nemlig også Bakkebo den 22. september, Aalsgaarde Badehotel den 13. november og Hulerød Badehotel den 25. november, og et enkelt blik i gæstebøgerne kan måske forklare årsagerne til disse og sikkert mange flere hotelbrande, nemlig sabotage.

Hotel Bondegaarden blev ikke genopbygget, bortset fra at det gamle anneks på Stationsvej i 1950 blev udbygget med en dansesal. Hertil flyttede også skænkestuen, kaldet "Kanonen". På hotellets gamle plads blev der i stedet opført et bytorv med forskellige butikker samt biografen Scala.

Bygningerne med "den nye" restaurant Bondegaarden fik atter stor succes i 1950'erne og 1960'erne, hvor egnens ungdom strømmede til stedet. Da Jørgen Petersen overtog stedet after Christian Hansen i 1963 omdannede han stedet til diskotek - og successen fortsatte næsten helt frem til 1996, hvor stedet blev solgt og derpå nedrevet. I stedet er opført en forretning under navnet Netto. Sic transit gloria mundi!

Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du brugen af cookies. Luk siden for at stoppe brugen af cookies.