Hjemmeværns-politiskolen Julebæk

Indholdsfortegnelse

Hjemmeværnet kom fra Julebækhus

Skolen ved købet i 1958

I Helsingør Dagblad den 12. januar 2011 skrev Søren Christensen, fhv. kriminalkommissær og kaptajn i Hjemmeværnet følgende:

Frivillige deltager i bevogtning, færdselsregulering og meget andet - og indtil for nogle år siden blev de uddannet på Hjemmeværns-politiskolen i Julebæk. Du ser dem i nyhederne i tv. Du læser om dem i dagspressen. Alle de mænd og kvinder i politikompagnierne landet over, som ofrer en del af deres fritid for at hjælpe politiet i deres arbejde. Du møder dem ofte, hvis du kommer til en eller anden stor sportsbegivenhed.

Her er det hjemmeværnspolitiet, der regulerer trafikken professionelt. Ved andre mere sørgelige begivenheder som eftersøgninger, vagt ved gerningssteder og lignende møder du dem også som professionelle hjemmeværnspolitifolk. Veluddannede og altid med et smil. Jeg ved det – for jeg har selv været med til at uddanne en del af dem gennem tiderne sammen med andre instruktører.

Hjemmeværnet bliver til

Den 19. september 1944 – altså en del år inden jeg kom i politiet – blev det danske politi okkuperet af den tyske besættelsesmagt og deporteret til koncentrationslejre forskellige steder i Tyskland. Ikke alle nåede at komme levende hjem i 1945, og dette havde sat sig uudslettelige spor i det danske politi. I den danske befolkning havde der rejst sig en stemning for at oprette et hjemmeværn af borgere, der ville støtte militæret i en eventuel ny krig, og der var mange politifolk, der meldte sig under fanerne.

Top-002.jpg

De danske politikere blev noget betænkelige ved denne rekruttering af politifolk, idet man i en given situation da måtte se i øjnene, at en stor del af politistyrken trak i en anden uniform. En del af forklaringen var, at politiet manglede en såkaldt forholdsordre, der klart kunne fortolke, hvor man stod i en krigssituation. Det fik man til gengæld i hjemmeværnet, idet forholdsordren kort og klart gik ud på, at i en given situation skulle man møde i uniform og kæmpe for fædrelandet.

Hjemmeværnspolitiet

Landets ”kloge” politikere fandt hurtigt ud af, at det måtte der gøres noget ved. Man vedtog nogle love, der bekendtgjorde, at politifolk ikke måtte melde sig direkte ind i hjemmeværnet. I stedet kunne de melde sig til specielle enheder under politiet, som så fik samme forholdsordre som hjemmeværnet i almindelighed. Det ville i praksis sige, at de specielle politienheder skulle mobiliseres af hjemmeværnet, men overlades til hjælp i politiet i landets politikredse.

Disse politienheder kunne herefter mobiliseres som A-enheder eller B-enheder. A-enhederne bestod af hjemmeværnspolitikompagnier, hvor gode danske ustraffede borgere var menige med politifolk som befalingsmænd. B-enhederne var udelukkende politifolk, både som menige og befalingsmænd. Da denne specielle hjemmeværnsordning havde stået på i nogle år, blev det klart, at der ikke var brug for de såkaldte B-kompagnier, da kun forholdsvis få landet over meldte sig hertil.

Opgaver i fredstid

Maleri af Hjemmeværnspoliti-skolen Julebæk – genopbygget efter branden i 1962

Det var ikke meningen, at A-enhederne skulle anvendes i fredstid, men op gennem 60’erne blev opgavernes pres på de stedlige politimyndigheder så store, at politimestrene landet over forsøgsvis anvendte hjemmeværnspoliti til specielle opgaver – gerne i forbindelse med større sportsarrangementer og lignende. Det har gennem årene været så stor en succes, at man oftere og oftere ser hjemmeværnspolitiet gebærde sig med opgaver, som var utænkelige for år tilbage. Og det skal vi som borgere ikke være kede af - tværtimod, for de er dygtige og veluddannede, og så arbejder de gratis!

Købet af Julebækhus

Fra 1952 og frem til 1958 gik den politimæssige uddannelse af de gode, civile borgere på bedste beskub. Derfor gik man i politikompagnierne sammen om at oprette en støtteforening, der havde til formål at købe en ejendom, som kunne omdannes til en hjemmeværnspolitiskole.

På Nordre Strandvej – som naboejendom til traktørstedet ”Julebækhus” – var en pragtfuld stor ældre herskabsvilla til salg. Villaen lå meget højt med fri udsigt over Øresund og var opført i starten af 1900-tallet af en grosserer som sommerbolig, og den havde en tilhørende pragthave med sjældne oversøiske træer og buske. Til ejendommen hørte der et hus i to etager med tilhørende garageanlæg til 6 køretøjer samt særskilt strandgrund med omklædningshus. Da stedet tillige var i umiddelbar nærhed af det militære øvelsesområde i Kronborg Skovdistrikt, gjorde det stedet yderligere attråværdigt til uddannelsesbrug.

Hvad denne pragtejendom kostede på dette tidspunkt, ved jeg ikke, men politikompagnierne gik sammen og dannede ”Politikompagniernes Støtteforening i Hjemmeværnsregion VI” for at skaffe de 300.000 kr. til udbetalingen. Internt i politikompagnierne skrabede man 50.000 kr. sammen, og støtteforeningens navnkundige formand, Regner Clausen, fik overtalt Tuborgfonden til at låne dem 250.000 kr. Dermed var købet en realitet, og man gik i gang med at indrette huset til kursusejendom med nænsom hånd.

Politikompagnierne havde jo kun brug for kursusstedet om aftenen og i weekends, hvor de frivillige borgere i politikompagnierne havde fri, så støtteforeningen fik en langtidskontrakt med Rigspolitichefen, hvorefter Statens Politiskole kunne anvende ejendommens faciliteter i det daglige fra mandag til fredag. Der skulle jo også penge ind på kontoen til udgifterne. Arveprins Knud indvilligede i at være protektor for kursusejendommen, og efter hans død overtog prins Henrik protektoratet.

På støvlekursus

Hjemmeværns-politiskolen Julebæk bygget af frivillige hjemmeværnspolitifolk

Mit første bekendtskab med Hjemmeværns-politiskolen Julebæk var i 1959, da jeg som ung politibetjent - via udrykningstjenesten i København - blev sendt på et såkaldt ”støvlekursus” på Julebæk. Det er politijargon for et udendørs internatkursus. På politiskolen på Artillerivej i København lærte man alle de boglige fag, men skulle man lære og indøve noget udendørs, blev man sendt på internatkursus, hvor der var øvelsesområder, så det ikke gjorde noget, at man bevægede sig indendørs med støvler på - det var bandlyst på politiskolen.

Jeg erindrer dette kursusophold med glæde på trods af, at der ikke var varmt vand i hanerne (på dette tidspunkt), og at såvel vores indkvartering som toiletforhold var minimale. Huset emmede af charme og varme. Varme fra den mandshøje pejs i hallen samt hallens naturrige udsmykning med den snoede trappe til etagerne ovenover. Og den store lukkede vinterhave var et kapitel for sig.

En trist begivenhed

Ind imellem var Hjemmeværnspolitiskolen ”Julebæk” også udlejet til andre enheder. I januar 1962 var Kornetskolen fra Kronborg i huset, og en af kornetterne smed en aften et tændt cigaretskod i en papirkurv på opholdsstuen. Herved opstod der en voldsom brand, der bredte sig til hele ejendommen, inden brandvæsenet kunne nå at slukke ilden.

Det var en katastrofe, både uddannelsesmæssigt og pengemæssigt, men i hjemmeværnet (som jeg også i mellemtiden var blevet en del af) gik man altid til opgaverne med krum hals. Allerede i de tidlige forårsmåneder var der planlagt en ny kursusejendom – dels på tomten af det nedbrændte hus og dels med nye bygninger med up to date faciliteter. I hjemmeværnets politikompagnier var der jo en vældig frivillig arbejdskraft, der kunne trækkes på. Da de fleste af medlemmerne havde en civil faglig håndværkeruddannelse, kunne man med få midler få de nye bygninger op at stå. I 1973 blev der yderligere tilføjet en beboelsesfløj, men denne gang med håndværkerhjælp udefra.

Nordens festlige hjørne

Jeg havde den glæde, at ”Julebæk” var min daglige arbejdsplads i perioden mellem 1975 og 1980, hvor jeg var klasselærer og undervisningsleder for lederuddannelserne i politiet. Eleverne var kolleger fra ordens- og kriminalpolitiet, der alle tidligere havde frekventeret kurser på ”Julebæk”, som de kaldte for ”Nordens festlige hjørne”.

Det festlige bestod nok ikke så meget i den daglige undervisning, der var dybt alvorlig og professionel, men hver torsdag aften var der ”afslutningsfest”. Selv om kurset varede 8 uger i alt, så vidste man jo aldrig, om der faldt nogen fra undervejs, så derfor var det sikrest at holde en afslutningsfest hver uge, inden man tog på weekend. Festen bestod i, at køkkenet serverede noget ekstra god mad, hvortil man købte et glas rødvin. Herefter tog man en tur til Helsingborg med Sundbussen - og ved hjemkomsten en runde hen omkring pølsevognen i Strandgade.

Den bitre ende

”Julebæk” blev i 35 år et minderigt ankerpunkt for politikompagnierne – og for mange politifolk. De fik en stor del af deres politifaglige uddannelse i et miljø, som bringer mange minder frem hos os, som oplevede det. Et specielt mantra for ”JULEBÆK” var den berømte ”Paragraf 6: Tag ikke dig selv højtideligt!” Men en dag var det slut, da Rigspolitiet ikke fornyede kontrakten på grund af pengemangel til politiets uddannelser. Støtteforeningen kunne ikke opretholde kursusstedet med hjemmeværnet alene, og man var nødtvunget til at sælge stedet – til Tvindskolen.

Hjemmeværnspolitikompagni 9332 Frederiksværk
Hjemmevaernsfolk.jpg Hjemmevaernsovelse.jpg Top-006.jpg Top-018.jpg