Helsingør Kommunes styrelse

Helsingør er en købstad og har været det siden 1426, da Erik af Pommern gav byen datidens købstadsrettigheder, som bl. a. betød, at den fik egen forvaltning. Dog var købstæderne underlagt Danske Kancelli, der var et statskontor, som stort bestemte alt efter ordre fra Kongen. Efter 1690 blev det direkte tilsyn med købstæderne tillagt stiftamtmændene.

Købstæderne i Danmark fik deres forfatningsmæssige selvstyre ved en lov af 24. oktober 1837 – en lov som af Stænderforsamlingerne blev udformet og indstillet til kong Frederik d. 6 og derefter vedtaget som grundlaget for købstædernes styrelse.

I tiden op til 1837 bestod Helsingørs magistrat kun af borgmesteren og én rådmand. Fra 1837 blev der indført valg af en borgerrepræsentation. I Helsingørs tilfælde 18 i antal. Det hører med til historien, at 2/3 af repræsentanterne skulle være grundejere. Disse fik indflydelse på byens almindelige anliggender.

Den udøvende magt lå hos magistraten, som udgjordes af de kongeligt udnævnte borgmester (byfoged) og to rådmænd. Borgerrepræsentationen valgte derudover to rådmænd. Magistratens ansvarsområde var skattevæsenet, næringsadkomster, arkivvæsen, udnævnelse af bestillingsmænd samt tilsyn med mål og vægt.

Efter enevældens afskaffelse i 1848 blev den almindelige betegnelse for styrelsen af en købstadkommune borgmester og rådmænd, som tilsammen udgjorde en magistrat. Derved bortfaldt Danske Kancelli. Magistraten blev således udnævnt af kongen. Ved siden af borgmester og rådmænd var desuden valgt de såkaldt eligerede borgere – der i et vist omfang var udpeget af byens borgere.

26. maj 1868 fik købstæderne i Danmark deres egen lov – Købstadskommuneloven. Nu blev borgerrepræsentationen omdannet til et byråd – valgt af skatteyderne i købstaden. Magistraten blev til en forvaltning med den kongeligt udpegede borgmester som formand for byrådet. Det overordnede tilsyn med købstæderne blev nu tillagt Indenrigsministeriet direkte.

Politisk set tilhørte alle byrådsmedlemmerne indtil suppleringsvalget i 1892 partiet Højre, som vel også kunne betegnes som konservative. I 1892 kom der nye byrådsmedlemmer fra dels Socialdemokratiet og dels Venstre ind i byrådet. Herefter begyndte den egentlige partiopdeling i byrådet at få indflydelse på beslutningerne. I 1908 blev der vedtaget en ny valglov med indførelse af almindelig valgret ved valg til kommunerne.

I 1919 ophævedes den gamle ordning med en kongelig udnævnt borgmester. I stedet skulle borgmesteren og viceborgmesteren udpeges af byrådets midte. Også efter denne nyordning kunne der udpeges rådmænd, der sammen med borgmesteren udgjorde byens magistrat. Det var kun ganske få købstæder, der ønskede denne ordning, men heriblandt var Helsingør. Magistratsordningen fortsatte i Helsingør købstad frem til kommunalreformen i 1970. Efterfølgende har den folkevalgte borgmester været byrådets formand, som har koordineret det politiske arbejde med permanente fagudvalg, hvor byrådets partier og medlemmer har plads.

Indholdsfortegnelse

Kommunens Borgmestre

Den kronologiske oversigt bygger på nedennævnte kilder. Den viser somme steder en overlapning af årstallene, som virker ulogisk og forkert. Forklaringen må være, at registreringen i datidens protokoller og optegnelser ikke er nøjagtige, men også at udnævnelses- og tiltrædelsesdato/år er registreret uklart. Slutåret for de enkelte borgmesterperioder er i de fleste tilfælde registreret som værende indtil en ny borgmesters startsår er noteret. Oversigten omfattet de af Kongen og Kancelliet udpegede borgmestre indtil 1919 samt de folkevalgte borgmestre, der har været siden.

Borgmestre udpeget af Kongen eller Kancelliet

Jens (Baden) Anderssøn (1452-1463); Peder Hanssøn (1463-1464); Willekindh Nielsen(1464-?); Niels (Baden) Anderssøn (1464-?); Wilken Nielssøn (1469-?); Anders Wilkindssøn (Andreas Welkenssøn) (1495-?); Matz (Matis) Anderssøn (1499-?) – igen 1502.; Jens Nielssøn (1511-?); Jeip (Toffteszin) Torstensson (1511-?) – igen 1521 og 1529; Mogens Jensen (Rosenvinge) Skriver (1517-?); David Thomessøn (1521-?); Sander Lejel (Leylle, Leyl, Leyell, Leyel, Lyle) (1536-?); Christiern Lejel (1546-?); Christiern Perssøn (1548-?) – igen 1560.; Johan Mermand (1555-?); Henrik Mogensen (Rosenvinge) (Monsen, Mortensen) (1555-1579); Hans Povlsen (1561-?); Jacob Hansen (1566-1578); Jørgen Maer (Meher, Mer, Mahr, Mhaer) (1578-1595); Frands Lavridsen (1579-?); Frederik Lejel (1591-?); Gudmand Nielsen (1595-?); Jørgen Rywold (1601-?); Konrad Buwinckhusen (Buninckhuszen) (1604-?); Niels Madsen (1615-1622); Johan Willumsen (1618-?); Christen Davidsen – fastelavnsborgmester (1622-?); Diderik Maer – fastelavnsborgmester (1623-1625); Povl Lejel – fastelavnsborgmester (1624-1626); Niels Madsen – fastelavnsborgmester (1625-1627); Hans Kiernt – fastelavnsborgmester (1627 -1629); Hans Olufsen (1630-?); Peder Svendsen (1630-1631) – igen (1633-1635), (1639-1641) og 1645.; Lauritz Rhod Christensen (1634-1636) – igen (1640-1642), (1646-1647) og 1648.; Claus Busch (1635-1637) – igen 1643-45.; Iver Pedersen (1636-1638); Jens Block (1638-1640) – igen (1644-1646); Thomas Jacobsen (1641-1643); Hans Powlsen (1642-1644); Jørgen Baltersøn (1647-?); Jørgen Andersen (1647-?); Niels Hansen (1651-1660); Ewert Wiltfang (1660-?); Johan Hansen (1661-?); Martinus Owe (1661-?); Jacob (Weidland) Holgersen (1667-?); Hans Hansen (1669-?) – igen 1682.; Knud Mattersen Walters (1674-?); Cirfitz Braëm (1677-?); Jørgen Buhr (1684-?); Fredrik Bartels (1685-1691); Caspar Hansen (1691-1691); Johan Daniel Burghoff (1691-1702); Baltzer Garben (1702-1718); Cort Fahrenhuuser (1711-1717); Andreas Busæus (1718-1735); Frantz Grønnewald Johansen (1735-1741); Mathias Fersleff (1741-1759); Gabriel Ferdinand Milan (1750-1762); Tewis Wilde (1763-1800); Christian Magnus Olrich (1800-1800); Berthel Bjørnsen (1800-1821); Jacob August (Maribo) Stenfeldt (1821-1849); Jacob Baden Olrik (1849-1875); Edward Johan Wahl (1876-1886); Philip Peter Rosenstand (1886-1907); Jørgen Lyngbye (1907-1919);

Folkevalgte borgmestre

Peder Christensen (1919-1946); Sigurd Schytz (1946-1970); Ove Thelin (1970-1986); Knud Axelsen (1986-1994); Per Tærsbøl (1994-2010); Johannes Hecht-Nielsen (2010-2013).Benedikte Kiær (2014-).

I 1919 fik købstadskommunerne for første gang en folkevalgt borgmester. Det blev socialdemokraten Peder Christensen, der blev kendt som Kong Peder. Han var borgmester i perioden 1919-1946. Han blev afløst af en anden socialdemokratisk borgmester Sigurd Schytz, som beklædte posten 1946-1970.

Efter kommunesammenlægningen i 1970 mellem Tikøb og Helsingør kommuner til den ny storkommune Helsingør, blev socialdemokraten Ove Thelin borgmester. Han sad på posten til 1986. Efter ham blev endnu en socialdemokrat, Knud Axelsen, valgt som borgmester – en post han beklædte til 1994. Han blev den sidste i en række af socialdemokratiske borgmester efter 44 år med dette parti ved magten og på borgmesterposten. I 1994 blev den konservative Per Tærsbøl ny borgmester. Han fratrådte hvervet med udgangen af 2009. Fra 2010 skiftede borgmesterposten igen partifarve, idet partiet Venstre Johannes Hecht-Nielsen blev ny borgmester. Den 1. januar 2014 skiftede borgmesterposten igen, idet den konservative Benedikte Kiær blev borgmester - i øvrigt den første kvindelige borgmester i Helsingør.

Kommunale Rådmænd

Som nævnt ovenfor har Helsingør Købstadskommune tidligere været styret af en magistrat bestående af borgmesteren og en eller flere rådmænd. Fra1600-tallet til udgangen af 1800-tallet valgtes rådmændene sammen med borgmestrene af Kongen. De udgjorde tilsammen magistraten. I Helsingør er det gamle magistratsstyre ændret til den almindelige kommunale udvalgsstruktur med en formand og et antal udvalgsmedlemmer.

NOTE: Forklaring på begrebet fastelavnsborgmester: 1619 indførte Christian IVs købstadsforordning et helt nyt princip, idet den ældste rådmand ved fastelavnstid rykkede op til at blive yngste borgmester, mens ældste borgmester rykkede ned, og blev yngste rådmand. Denne ordning afskaffedes igen 1649 efter i 30 år at have bevist sin uhensigtsmæssighed.

Kilder: 1) Kommunestyret i Helsingør 1890-1930. 2) Helsingør Embeds- og Bestillingsmænd – af V. Hostrup Schultz 1907. 3) M. Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige århundrede. 1921. 4) Store Danske – Gyldendal. 5) Erik Stubtofts private arkiv.