Helsingør Børneasyl

Asylforeningen mangler penge og søger flere medlemmer. Annonce af 15. januar 1900

Indholdsfortegnelse

Landets ældste børnehave

Danmarks ældste og stadig aktive børnehave ligger i Stengade 29 i Helsingør: Den har til huse i den oprindelige og nu fredede ejendom. Hertil knytter sig et stort areal til legeplads i gården og den tilhørende have. Den fredede ejendom blev bygget om med henblik på Helsingør Børneasyl i 1838. Asylerne var en forgænger for vore tiders børnehaver. De var udsprunget af oplysningstidens idéer om en bedre og mere menneskevenlig børneopdragelse. Asyl betyder slet og ret et beskyttet opholdssted. Her kunne børn blive beskyttet mod ”slet selskab og fordærveligt eksempel”. Den internationale handels- og søfartsby Helsingør kunne med sit farverige og ”farlige” liv i gaderne nemt lokke folk direkte i fordærv, mente man, og det skulle børnene forskånes for.

Den kvindelige Asylforening

En gruppe på 21 af byens førende damer ville løse en social opgave i Helsingør på opfordring af seks fremtrædende borgere med den kongelige borgmester i spidsen. Afgørende var, at mænd havde indflydelse på foreningen og kunne være disse kvinder behjælpelige, eftersom de var helt ubekendte med sådanne opgaver. Et væsentligt forhold var, at kvinder ikke havde lovmæssig mulighed for at disponere selvstændigt i eksempelvis i økonomiske forhold. ”Bestyrelsen for Asylet for små Børn” var skabt, og Helsingør Børneasyl var en kendsgerning. Stiftelsesdagen var d. 23. september 1835.

Asylforeningens medlemstal steg det første år til 121, og det gav gode muligheder for udfoldelse på flere felter. At være med i den førende kreds af damer i byen kunne nok også appellere til snobberi. Penge til Børneasylet blev skaffet med stor energi og entusiasme i form af teaterforestillinger, underholdningsarrangementer, fester, basarer, lotterier, legater og en strøm af gaver. Alt dette gav et pænt overskud, som blev opretholdt i en årrække.

Børneasylet får vokseværk

Optagelsen i Børneasylet var tænkt for ”de ganske små”, d.v.s. børn mellem 2 og 4 år. Børneasylets virksomhed tog sin begyndelse onsdag d. 04. november 1835 i den første lejlighed i Stengade 40, Den var stillet gratis til rådighed af Fanny Bryan, enke efter en af Sundtoldtidens engelske købmænd. Da der kun var plads til 10 børn, lejede man sig ind i et rum med plads til 40 børn hos gæstgiverske Hanne Oder i Stengade 37. Også her blev pladsen snart for trang, og situationen blev uholdbar. Allerede to år efter Asylforeningens oprettelse i 1835 var 58 børn indskrevet, og nye blev stadig tilmeldt.

Nye omgivelser

Stengade 29

Ejendommen i Stengade 29 kom på auktion, da den sidste smedemester, Jens Heller, var død i 1837. Asylforeningen så mulighederne i ejendommen Stengade 29, ”den gamle bager Knud Andersens gård” og overtog den i 1838 for 2440 rigsdaler. Stedet blev af anset for at være velegnet til formålet. Det var vigtigt, at Børneasylet lå midt i byen samt at der var god plads til børnene både indendørs og udendørs i den tilhørende gård og have. Forhuset i Stengade 29 er bygget i 1601, og fra 1760 var der smedje i en sidebygning. Asylforeningen fik tilladelse til at nedrive smedenes gamle sidebygning og opføre en ny med tilhørende trappehus. Den nye grundmurede bygning fik tilføjet en etage, og i december måned i 1838 kunne den tages i brug. I denne bygning har Børneasylet, nu børnehaven, haft til huse lige siden.

Inspirationen til Børneasylet

Prinsesse Caroline Amalie, barnebarn af Caroline Mathilde og Struense, blev i 1815 gift med prins Christian Frederik, fra 1839-1848 kong Christian 8. og dronning Caroline Amalie. Hun bragte tanken om asyler med sig fra Augustenborg på Als, dengang en del af hertugdømmerne. Hun havde føling med den europæiske udvikling og lod sig inspirere af Frankrig og de humanistiske og frie opdragelsesprincipper, herunder idéen om det legende barn, repræsenteret af Jean-Jacques Rousseau, en fransk filosof, forfatter og komponist (1712-1778). Hun var fortaler for oplysningstiden, for borgernes frihed og velfærd. Hun fik ingen børn, men brugte sin position til at gøre noget ved det humanitære arbejde, hun var så optaget af. Hun havde oprettet flere asyler i København og Odense, og asylforeningerne fik snart større udbredelse i landet. Caroline Amalie fik tilnavnet ”asylernes moder”.

Formålet med Børneasylet

Caroline Amalie inspirerede borgerskabet til at påtage sig et socialt ansvar ved at oprette og drive gratis børneasyler. Her skulle ydes opsyn med og pleje for udearbejdende mødres småbørn. Der var dengang mange kvinder og enlige mødre, der var nødsaget til at arbejde ude og hvis børn var henvist til at strejfe om på gaderne. Disse børn skulle under beskyttede forhold udvikles i såvel legemlig som åndelig henseende.

Hyldest til Caroline Amalie

Som anerkendelse for Caroline Amalies inspiration og store indsats, blev der i Kongens Have rejst en bronzestatue af Caroline Amalie. Den er udført i helfigur af billedhugger Vilhelm Bissen. Det er vist nok den eneste statue i helfigur af en dansk dronning overhovedet, hvilket siger noget om hendes folkelige popularitet. På hendes fødselsdag 28. juni var det i mange år en fast skik, at de københavnske asyler mødte op i Kongens Have og lagde buketter ved hendes statue.

Den nye ejendom

Asylets bygning til venstre i billedet med porten mod Stengade.
Et kig fra Asylets gård mod porten til Stengade.

Initiativtager og drivkraft til opførelse af den nye sidelænge, var i høj grad brygger Christen Jeppesen, som også betalte en stor del af udgifterne. Den indsats blev fulgt op af andre prominente og driftige borgere, eksempelvis Carl Wiibroe, som etablerede Wiibroes Bryggeri, købmand og skibsreder Isaak Sidenius Pontoppidan med rederikontor for landets største sejlskibsflåde og Mads Holm, grundlægger af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri. Med dem mange andre, som vi kan læse om i lokalhistorien. I de gamle legatpapirer finder vi kongelig agent Anton Schmidt, musiker L. P. Hansen, murermester I. C. Christensen, købmand Hilligsøe, distriktsjordmoder Emma Th. Hansen og enkefru Marie Madsen, blot for blot at nævne nogle enkelte.

Fra "latrinhus" til depothus

Den kendte arkitekt Lauritz de Thurah er registreret som ejer fra 1725-1732. I Helsingør var han involveret i færdiggørelsen af Kronborgs befæstning fra 1728-1733. Man formoder, at han i sin ejendom i Stengade 29 lod retiradehuset, ”latrinhuset”, opføre med 7 latriner til ejendommen, den bygning der nu er Børneasylets depothus i haven. Den beskedne bygning, som er opført i billige materialer, står endnu, selvom det næppe var meningen fra begyndelsen. Bygningen er fredet som enestående og bevaringsværdig, hvilket vel kun kan tilskrives den berømte arkitekt. Den er opført i bindingsværk med kun enkeltsten, og fundamentet, som ikke er grundmuret, hviler på syldsten. Disse forhold bevirker, at fredningen i klasse B binder ejeren til en dyr og vanskelig vedligeholdelse af en svag og ustabil bygning. Eksterne midler forsøges fremskaffet af fondsbestyrelsen til at få stabiliseret og renoveret bygningen.

Hæderlige forældres børn

Som nævnt oven for, blev børn af kvinder og enlige og udearbejdende mødre optaget, men med visse betingelser for modtagelsen. Der skulle betales 2 skilling i ugepenge, børnene skulle være rene i tøjet, og føde til hele dagen skulle medbringes. Asylet var borgerskabets hjælp til den hæderlige, arbejdsomme almues børn, som ikke måtte demoraliseres ved samvær med de fattiges børn. Instituttet skulle ”værne tidlig om fattige børns sædelighed” og ”tillige bibringe dem de første elementairkundskaber”.

Man søgte at undgå den moralske fordærvelse ved simpelthen at have børnene i asylet hele dagen. Om sommeren fra kl. 6 morgen til 21 aften og om vinteren fra kl. 8 morgen til 20 aften. Børnene skulle være mellem 2 og 4 år ved optagelsen. Undtagelser for børn indtil 5 år kunne gøres, ”når de beviisligen er ufordærvede” kunne gøres for børn indtil 5 år. Man ved ikke, hvilke familier asylbørnene kom fra, da ingen af de første års protokoller er bevaret.

Klassedeling uden nåde

Ikke alle havde råd til at betale, og med betalingen udelukkede man helt bevidst de virkelig fattige børn. Disse børn blev isolerede fra resten af samfundet. De blev fastholdt på bunden i en håbløshed, opfattet som fødte tabere og sociale smittebærere, fortabte og uden mulighed for ændring af vilkår. De var overladt til nådsensbrød og tvangsarbejde i Fattighuset og i Karmeliterhuset. Det var barske vilkår, men med virkning fra 1843 udvirkede bestyrelsen gradvist, at Asylet kunne hjælpe de mest udsatte børn og forældre.

Trange tider

De første år gode tider varede ikke ved. Treårskrigen fra 1848-1850, den første af de to slesvigske krige, medførte en alvorlig økonomis krise, men ikke mindst Øresundtoldens ophør i 1857 påvirkede byen for altid. Borgerne i Helsingør blev aldrig så velhavende igen som før, og Børneasylet fik trange kår.

Ledelsen af Børneasylet

Børneasylet blev oprettet og drevet helt for private midler. Ledelsen var organiseret ved, at de kvindelige asylforeningsmedlemmer ud af deres midte valgte en bestyrelse på 19 personer, i en reform fra 1923 reduceret til 15. Bestyrelsesmedlemmerne valgte en direktrice som overbestyrerinde, svarende til en bestyrelsesformand i dag. Til den daglige drift af Børneasylet blev der ansat en bestyrerinde, som var under direktricens tilsyn. Bestyrelsen valgte yderligere to mænd til at hjælpe direktricen med "hvad der ikke kunne udføres af kvinder." Det vil sige byggesager, omprioriteringer, vedligeholdelse og tilsvarende opgaver. Protokollerne viser senere, at embederne som direktrice og daglig leder af asylet efterhånden smelter sammen til en funktion.

Sådan fungerede det frem til 1957. Den eksisterende organisationsmodel var efterhånden blevet forældet, og "Asyldamerne" og deres forening ophørte som økonomisk og praktisk fundament. Der var ikke længere status i at engagere sig i frivilligt, socialt arbejde. Velfærdsstaten var ved at trænge igennem på børnepasningsområdet. Asylforeningen blev dette år omdannet med nye vedtægter og en bestyrelse på nu kun 5 medlemmer. Et af bestyrelsesmedlemmerne var overlæge Jessen, der nu måtte beregne sig honorar for sundhedskontrollen. En kontrol, der siden 1835 var blevet udført gratis af byens læger. Det hele blev mere forretningsorienteret og professionelt.

Industrialisering og arbejderbørn

Gruppefoto fra Asylet. Ukendt årstal. Muligvis fra omkring 1910'erne.

Fra 1850’erne var Helsingør blev den mest industrialiserede by på Sjælland uden for København. Ved oprettelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri steg arbejderbefolkningen voldsomt. Store børneflokke, ringe boligforhold skabte nye behov for børnepasning. Asylet var et af de få goder, hvis man ville undgå social fornedrelse under fattigvæsenet. Presset på asylet med sammenstuvninger af børn blev voldsomt og gav uhensigtsmæssige, ubehagelige og sundhedsskadelige følgevirkninger. Enlige kvinder var naturligvis stadig nødt til at arbejde, men mange gifte kvinder var nu også rykket ud på arbejdsmarkedet.

Nye boligområder rykkede uden for byen efter Første Verdenskrigs vanskelige år, og det hjalp på overbefolkningen i Helsingør. Børneantallet i asylet dalede til et rimeligt niveau i takt med denne udvikling.

Børneasylet bliver statsanerkendt

I 1954 blev Børneasylet statsanerkendt, en nødvendighed efter loven i 1951. Der blev nu givet offentlige økonomiske tilskud, og der blev lagt loft over, hvor mange børn der måtte være. Selvom antallet højst måtte være 34, blev en vis overbelægning blev accepteret. Men det betød også indførelse af forældrebetaling på 12 kr. månedligt for første gang siden 1835.

Der går politik i sagen

Børneasylet blev herefter et emne i de årlige budgetdrøftelser i Byrådet, gik hermed ind i en usikker fase med afhængigheden af den offentlige støtte. Mange i byen talte for en nedlæggelse og udflytning til ”mere luftige og sunde omgivelser” eller om udflytning til de nye boligkvarterer, der skød op udenfor den gamle bygrænse. Men Agnes Hjortgaard forsvarede sagen med stor dygtighed. Hun var den første bestyrerinde med en børnehaveuddannelse. Hun var ansat fra 1937-1972 og stod for et veldrevet Børneasyl i både økonomisk svære tider og i en periode, hvor nye holdninger til, hvad en børnehave skulle være, holdt deres indtog. Rousseaus principper var fortsat gældende, nu blot under efter de pædagogiske principper, som den tyske pædagog Friedrich Fröbel (1782-1852) stod for.

På forsiden af Helsingør Dagblad blev Børneasylet faktisk nedlagt i maj 1969. Men journalisten havde forhastet sig, og gik det heldigvis ikke sådan. Tiderne var vanskelige for driften af Børneasylet, og embedslægen fandt forholdene utidssvarende. En begrænsning af åbningstiden gav de nødvendige dispensationer. Forældre til de 34 børn, der var indskrevet på det tidspunkt, ydede en god støtte til Børneasylet. Selvom deres indsats ikke var forgæves, var pengene stadig utilstrækkelige. At holde den gamle ejendom vedlige var der ikke økonomi til.

En fondsbestyrelse tager over

I 1977 var Agnes Hjortgaard og en ældre overretssagfører de sidste medlemmer af Børneasylets bestyrelse. Fremtiden var atter meget usikker. Man blev enig med kommunen om, at Børneasylet nu blev delt i en selvejende fond, der ejer ejendommen, og en selvejende børneinstitution, som fik driftsoverenskomst med kommunen i henhold til den nye bistandslov. Dermed indledtes et nyt kapitel efter den første organisationsmodel, som havde været gældende i 142 år.

Helsingør Asylfond

Som det er nu, ejer Helsingør Asyl Fond ejendommen og har en bestyrelse på fire medlemmer, heraf en jurist som formand. Børnehavens bestyrelse er på fem medlemmer, heraf tre valgt af forældrene, en valgt af personalet samt en kommunal repræsentant.

For at sikre kontinuiteten har børnehaven vedtægtsbestemt, at formanden og den kommunale repræsentant er fødte medlemmer af Helsingør Asyl Fonds bestyrelse. Derudover vælger børnehavens bestyrelse endnu et medlem af fondsbestyrelsen.

En historisk institution videreføres

Helsingør Asyl Fond er selvejende med det formål at udleje til børnehaven, og hermed har Fondens bestyrelsesmedlemmer det fulde ansvar for, at historien videreføres. Hvis ejendommen en dag skulle blive insolvent, slutter institutionens historie. Civilretsdirektoratet fører tilsyn med Fonden, men kun bestyrelsen kan sikre, at tingene fungerer. Der er ikke som i ”gamle dage” et rigt og socialt engageret borgerskab i byen, der samler ind. De pladsmæssige forhold er gennem tiden blevet forbedrede i flere etaper, og udendørsarealerne er ligeledes blevet forøget i flere omgange.

Underskud og renovering

I fondens første mange år var der underskud. Det var der dels fordi der skulle rettes op på et stort efterslæb i vedligeholdelsen, og dels fordi den sidste bestyrerinde havde en tinglyst fribolig på første sal. Den blev efter Agnes Hjortgaards død i 1997 inddraget til udvidelse af børne- og personaleareal. Gennemgribende fornyelser og reparationer af asylet blev i samme i forbindelse blev planlagt og gennemført i løbet af de følgende år.

Trusler om lukning på ny

De usikre faser af Børneasylets historie var slet ikke slut. Både i år 2000, 2003 og 2005 måtte institutionen sætte alle sejl til for at undgå lukning. Med stor kreativitet og en stor opbakning fra folk klarede Helsingør Børneasyl heldigvis frisag.

En moderne børnehave

Helsingør Børneasyl fremstår i dag som en helt tidssvarende børnehave. Åbningstiden er atter udvidet, og der er orden i økonomien. En understøttende fond er garant for, at historien kan fortsætte ubrudt og at der hvert år den 23. september kan fejres fødselsdag, sådan som traditionen foreskriver.

Takket være idealistiske og entusiastiske borgere og ansatte, som gennem tiderne har været knyttet til Helsingør Børneasyl, har byen stadig en unik og særdeles bevaringsværdig børnehave midt i byen. På én gang moderne og historiske funderet.

Eksterne links

Helsingør Børneasyl

Bertel Johansen: Asylets historik: Lidt historie før og nu. Februar 2012.

Litteratur

Birger Mikkelsen: Børnehave i 150 år. Helsingør Børneasyl 1835 - 23/9 - 1985. Udgivet af Helsingør Børneasyl.

Helsingør Børneasyl i 175 år. 1835-2010. Udgivet af Helsingør Asylfond. Optryk af Birger Mikkelsens bog om de første 150 år med tilføjelse for de senere 25 år.