Helsingør-huen

Indholdsfortegnelse

Hvordan ser den helsingørske hue ud?

Huen er af glat skind og foret med lamme- eller fåreskind. Man kan anvende huen med eller uden øreklapper. Uden brug af øreklapper: foret kan bøjes opad, så det fremstår med en bred kant hele vejen rundt. Det kan bindes sammen bagtil med et hagebånd, hvor det opadbøjede fors mellemrum til ansigtet er. Med brug af øreklapper: huen kan vendes modsat, så mellemrummet er foran ansigtet, en simpel nødvendighed for at man kan se frem for sig. Hagebåndet kan fæstnes, hvilket kan være praktisk for sømænd i stormvejr! Helsingør-huen fremstilles igen og forhandles i museumsbutikken i Skibsklarerergaarden, som har til huse i Strandgade 91.

Helsingør-huen

Der findes adskillige varianter af den russiske pelshue. Som udgangspunkt er den opadbøjelige del af foret delt i op til fire klapper. På visse modeller er klapperne på siderne, nogle ret aflange, formet efter ørerne. Den helsingørske huen fremstår enkel og relativ fiks i betragtning af dens størrelse, tykkelse i henhold til materiale og formål.

Fra idé til succes

Kaptajn og buntmager C. A. P. Werner slog sig ned i Helsingør i 1795. Han var en berejst mand og havde færdedes både i den nordlige og vestlige del af Europa. Han blev inspireret af russiske skindhuer, velegnede til et rigtig koldt klima. Han gav sig i lag med at forædle de danske lamme- og fåreskind, så det kom til at ligne de skind, han havde set i Rusland. Derved nåede han frem til den særlige danske udgave, nemlig den ”helsingørske hue”. Den blev solgt i et stort antal til især søfolk. Ikke blot blev huen meget populær her til lands, men den opnåede også stor international udbredelse. Ikke blot blev den en stor eksportvare til Amerika, i det hele taget blev huen anvendt overalt i kolde lande, eksempelvis i landene omkring Østersøen. Modellen på huen gik ofte under navnet Dr. Zivago-huen. Efter 1900 blev huen dog fortrængt af den såkaldte ”Frihavnshue”.

C. A. P. Werner havde forskellige ejendomme gennem tiderne. Han er opført som ejer af Stengade 65 fra 1810-1835, overtog en bindingsværksbygning i Sct. Olai Gade 49, lod en grundmuret hjørnebygning opføre på stedet fra 1827-1828 og blev ejer af Stengade 36 fra 1847.

Philip Werner var søn af C. A. P., ligeledes kaptajn og buntmager. Han var med i bestyrelsen i Det ferske Springvands Compagnie i Helsingøer, som forærede Løvespringvandet til kommunen i 1829. Han ejede Strandgade 51 fra 1847-1857, registreret som junior Philip Werner, løjtnant. Dernæst Strandgade 89 fra 1857-1867, registreret som kaptajn.

Handskemagerne trænger sig på

Da handskemagerne også begyndte at fremstille den helsingørske hue, udbrød en kompliceret og langvarig strid buntmagerlav og handskemagerlav imellem med en ganske anselig mængde retssager. Det var ikke noget nyt, for helt tilbage i 1600-tallet under Christian 4. var der problemer med at trække grænser mellem de forskellige lavsmonopoler.

”Med smålig agtpågivenhed passede man på, at intet beslægtet fag overskred sine grænser til skade for ens eget fag overskred sine grænser til skade for ens eget.” Citat fra den under litteraturhenvisninger nævnte titels bd. 2, side 392-394 (Laurits Pedersen), hvori der fortælles udførligt og underholdende om denne strid.

Litteratur

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (Bind 2: Om Helsingør-huen, side 391-394).

Historiske huse i Helsingør. Nationalmuseet, 1973.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde - Stengade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2002.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde (6. udgivelse i serien, heri om blandt andet Strandgade). Nordisk forlag for videnskab og teknik, Helsingør, 2010.