Elias Lauritz Grüner

Elias Lauritz Grüner levede i sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet. Han har været et bemærkelsesværdigt og yderst foretagsomt menneske, som det vil fremgå af denne artikel.

Indholdsfortegnelse

Lærer og præst

Elias Lauritz Grüner var søn af en præst, Lauritz Grüner, og blev født d. 14. december 1761 i Ude Sundby. Den lå på den tid et par kilometer øst for Frederikssund og er i dag indlemmet i kommunen. Elias Lauritz blev student fra Frederiksborg Lærde Skole i Hillerød i 1783 og ansat som lærer ved Helsingør Latinskole i 1788. Latinskolen havde til huse i Karmeliterklostret, inden den i 1807 blev flyttet til Kongensgade 12. E. L. Grüner afsluttede sin teologiske eksamen i januar 1793 og blev ansat som kapellan for den tyske menighed ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør i 1794. Han blev i 1813 udnævnt som sognepræst ved slots- og garnisonsmenigheden samme sted, og det indbefattede også embedet som slotspræst for Kronborg.

Michaelsens Bogtrykkeri

Elias Lauritz Grüner ansøgte i oktober 1799 om køb af Michaelsens Bogtrykkeri, da denne flyttede til København. Christian Michaelsen udgav ”Helsingøersbladet” i 1798 med en del lokalstof og meddelte, at han ikke var nogen rigtig redaktør, men blot modtog ethvert tilsendt bidrag. Han nåede at udgive 25 numre. Desværre hæftede Michaelsen selv for indholdet og blev et af de første ofre for Frederik 6.s forordning om indskrænkning af trykkefriheden (”ondsindet skrivefrækhed", som kongen kaldte det). Han blev idømt en bøde på 200 rigsdaler, åbenbart af en størrelse, som fik ham til at afhænde trykkeriet og flytte til København i 1799.

Ballings Bogtrykkeri

Christian Michaelsen havde overtaget virksomheden efter bogtrykker Emanuel Balling (omtalt i artikel i dette leksikon), som havde udgivet det første nummer af sin nye avis i januar 1769, byens første avis "Helsingøers Kongelige allene privilegerede Adresse-Contoirs nye Efterretninger" (i ovennævnte artikel om Emanuel Balling nævnes juni 1768 som tidspunkt for udgivelsen). På grund af utilfredshed med virksomheden, ansøgte Balling om at afhænde den allerede i 1769. Det lykkedes dog først i 1771, hvorefter han flyttede til København. Ballings trykkeri lå antagelig i Stengade 51, dengang en bebyggelse fra den sene middelalder, og Michelsen overtog virksomheden her. I dag ligger Industriforeningens ejendom fra 1892 på adressen - hvor Jens Møllers Boghandel havde til huse i lidt over 100 år (fra 1890’erne til 1995).

Præst og bogtrykker

Elias Lauritz Grüner havde været en drivende kraft i Michaelsens Bogtrykkeri og beskrev sig selv som ”Begynder, Bestyrer og Michelsens Medudgiver af Skibslisten”, og det var derfor nærliggende at overtage virksomheden. Han måtte dog optage et lån på 6000 rigsdaler hos sin gode ven, agent John Good, en af de førende købmænd fra Helsingør (omtalt i artikel om den engelske befolkning i Helsingør og den engelske kirke i Helsingør).

I december 1799 fik E. L. Grüner bevilget de fornødne tilladelser, også til en ny ansøgning om undertiden at måtte udgive et tillæg til avisen, ”helst om Torsdagen, for saaledes om muligt hurtigere at kunde lade Bladets Læsere tilgaa de i Ugens Løb indkommende interessante Nyheder.” E. L. Grüner var nu kongelig privilegeret boghandler og bogtrykker og kunne udgive sin avis, som var privilegeret til forsendelse med de kongelige brevposter, nogenlunde svarende til den tids ”adresseaviser”. Avisen fik herefter navnet "Helsingøers Kgl. privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger" to gange om ugen.

Efterretningernes indhold

Elias Lauritz Grüner bekendtgjorde, at han først og fremmest skrev for danskere. Det meste af stoffet var dog fra udenlandske aviser, hvilket var mindre krævende end at fremskaffe originalt stof. Men det gav god mening i en international by som Helsingør. Den første danske beretning om Kronborgs forgæves forsøg på at standse den engelsk angrebsflåde på vej mod København blev eksempelvis bragt her.

Trykkeriet i baggården

Elias Lauritz Grüner boede i nr. 5 a-b i Sophie Brahes Gade, ”paa det næsten dyreste Sted i Landet”. Her havde han i en bagbygning indrettet et trykkeri, som blev drevet af ”drenge og svende”. Bygningen runder Stengade 77, hvor Christian Julius de Meza blev født i januar 1792, senere general og især kendt for tilbagetrækningen fra Slaget ved Dybbøl i 1864. E. L. Grüner var gift med Karen, datter af skibsklarerer og købmand Christian Holm. Karen og Elias Lauritz havde elleve børn, hvoraf seks hjalp til i trykkeriet, tre drenge og tre piger fra de var ti-tolv år gamle. Desuden hjalp to gårdskarle til.

Øresundslisten, en fortegnelse over de skibe, der sejlede igennem Øresund og som blev klareret, blev trykt her. Denne opgave havde Grüner tilsyneladende eneret på i Hertugdømmerne (”Privilegium paa Hertugdømmerne at lade Listen over de Øresund passerende Skibe trykke"). Samtidig med ansøgning om køb af trykkeri i oktober 1799, ansøgtes også om bevilling til oprettelse af en boghandel og handel med søkort (”hvori fornemmelig skal indbefattes Søekort og Alt, hvad der af trykte Sager henhører under Søemandsvidenskaberne vedrørende Skrifter.”). Det har givet været en god idé at handle med søkort i en international søfartsby, som Helsingør var på den tid.

Tryksager i massevis

I baggården til Sophie Brahes Gade 5 a-b blev en gevaldig masse tryksager af blandet art, stort som småt, produceret til bred lokal anvendelse og til administration af bl.a. Øresundstolden. Følgende udvalg kan danne et indtryk: formularer; blanketter til alskens formål, bl.a. pasblanketter; handels- og forretningspapirer af forskellig slags, bl.a. beregnet til skippere; klareringsbeviser; engelske cirkulærer; takster for forskellige erhverv; politimesterens plakater; reglementer og spisesedler til Øresundshospitalet. Det var ikke underligt, at der herskede travlhed på trykkeriet.

Læseselskab, lejebibliotek og oversættelser

Præstegerningen i Sct. Mariæ Kirke blev passet ved siden af. Ikke nok med det. Inden overtagelsen af bogtrykkeriet havde Elias Lauritz Grüner havde tilmed oprettet ”saavel et engelsk Læseselskab som Lejebibliotek, hvilket sidste han havde bragt op paa over 1000 Bind i tre Verdenssprog.” Han havde også oversat romaner af den tyske forfatter August Heinrich Julius Lafontaine (1758-1831) - ikke at forveksle med den franske klassiske forfatter Jean de la Fontaine (1621-1995). A. H. Lafontaine var modeforfatter på den tid med sine overfølsomme” familieromaner samt moralske fortællinger. Grüner selv mente, at han derved havde bidraget til ”det danske Folks Forædling”.

Den foretagsomme præst

Hvordan det har kunnet lade sig gøre arbejdsmæssigt og desuden få det til at løbe rundt med en løn som kapellan på 400 rigsdaler, som formentlig ikke var særlig stor, er svært at fatte. Elias Lauritz Grüner må have overkommet utrolig meget og tilsyneladende forstået at organisere de folk, han havde til rådighed. Han må have haft et usædvanligt arbejdsliv med både at skulle passe sit præsteembede og samtidig have gang i de mange andre gøremål.

Hustruen tager over

Elias Lauritz Grüner fortsatte med sin præstegerning og hele den øvrige virksomhed lige indtil sin død d. 28. januar 1819 kort tid efter at være fyldt 57 år. Hans enke, Karen, fortsatte virksomheden indtil sin død i 1831. Hun blev bistået af sin svigersøn, Mathias Arenholtz, som var ”officer ved kronens regiment og forfatter af Cronborg slots historie”.

Sønnen tager over

Peter Valentin Grüner var som faderen præst og havde virket som sådan i otte år i Mejrup ved Holstebro. Han overtog virksomheden i 1532 i en alder af 34 år og drev denne i 53 år helt frem til sin død i 1885 som 87-årig. Peter Valentin Grüner er omtalt i en selvstændig artikel i dette leksikon.

Litteratur

Laurits Pedersen: Helsingør i sundtoldstiden 1426-1857, bd. 1-2. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1926-1929 (Bind 2, side 304,306,395-396,406).

M. Galschiøt: "Helsingør omkring midten af forrige århundrede". Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 2 udgave 1960. (Side 236-237).

Kenno Pedersen. Gader og stræder i mands minde. Bjergegade/Torvegade/Kirkestræde/ Hestemøllestræde/Sophie Brahes Gade. Nordisk Forlag for videnskab og teknik. Helsingør, 2006. (Side 96).

Helsingør Dagblad: "Helsingør fik sin egen avis allerede i 1769". Artikel fra tirsdag d. 22. august, 2017.