Digterfodspor i Helsingør

”Der findes ej Sagn over Danmarks Land / Med toner så smeltende bløde, / Der findes ej Fryd mellem Kvinde og Mand / Som Volmer og Tovelils Møde. / Der findes ej Sø på den ganske Jord, / Hvori saa usigelig Vemod gror / Med Vandliljen op fra de Døde: / Kender Du Volmers den sjunkne Borg, / Kender Du nogen så hvilende Sorg, / Som den over Egnen ved Gurre – / Hvor Volmers Tovelil døde?”

Det sagnomspundne Gurre

Mange digtere er gennem tiden blevet inspireret af Helsingør og egnen omkring byen, og så vemodigt skriver Holger Drachmann (1846-1908) om Gurre sø, en egn der med udgangspunkt i myterne om Valdemar Atterdag og hans kærlighed til Tove og til jagtlivet i omegnen af Gurre Slot har givet anledning til dramatiske og vemodige digte fyldt med kærlighed og sorg og undergang. Hos B.S. Ingemann (1789-1862) i digtet ”Kong Valdemars jagt” spotter kongen Gud – han vil hellere ride og jage end at bede - og bliver derfor dømt til evigt at ride med sin spøgelseshær af jægere. J.P. Jacobsen (1847-85) forener kongens vilde ridt med hans længsel efter Tove, hvor han i sine ”Gurre-sange” bl.a. skriver om kongens ridetur mod Gurre-Borgens lille Bro hvor Tove venter. H.C. Andersen bryder den vemodige stemning og digter om den lille svale på træk i det varme Afrika, der tænker tilbage på sine dejlige Gurre-somre, ligesom Frank Jæger (1926-77) gør det i sine stemningsfulde digte og erindringer.

Hellebæk som inspiration for guldalderen

I Hellebæk – både i skovene og ved kysten med udsigt mod Kullen er der skabt eventyr, en vaudeville og poesi. Her møder vi den danske digter Jens Baggesen (1764-1826), der både arbejdede på dansk og på tysk og som i slutningen af 1700-tallet holdt en overdådig mindefest for den tyske digter Friederich von Schiller i den tro at denne var død, og vi møder digteren Carsten Hauch (1790-1872), der omkring 50 år senere tilbragte somre i ”Hauchs Hus” på Strandvejen 150A og bl.a. skrev sit digt ”Hellebæk”. Men også ægteparret Heiberg boede i sommeren 1847 på Hellebæk kro. Johanne Luise Heiberg (1812-1890) skrev hér sin vaudeville ”En søndag på Amager” men mødte også på sine ture i skovene på egnen en gammel kone, Gamle Ane, der viste sig at være den levendegjorte Mor Karen fra Elverhøj. Hun tog derfor sin mand, forfatteren til Elverhøj Johan Ludvig Heiberg, med ud i skoven for at møde den gamle kvinde.

Helsingør: med udsigt til Kronborg

I selve Helsingør by har forfattere skrevet om spøgelser, sørøvere og verden udenfor. I Alexander Svedstrups (1864-1930) roman ”Erik Gudmand” har byen (i romanen kaldet ”Kongshavn”) to ansigter og to vidt forskellige sjæle. Der er købstaden – en almindelig provinsby med sin almindelige befolkning - som man kommer til fra landsiden. Og så er der havnebyen, der er ”en verdenshavn trods sin latterlige lidenhed” (bind 1, s.77) med Kronborg (i romanen ”Kongsborg”) som forpost, og som rummer al den forskellighed og fremmedhed, som en havneby gør. Også andre digtere og forfattere som Karen Blixen (1885-1962 ) og Frank Jæger arbejder med Helsingørs to ansigter. Karen Blixen skriver bl.a. om 1800-tallets overklasses storhed og fald og ikke mindst om den dramatiske kapertid igennem fortællingen ”Et familieselskab i Helsingør” om den fornemme familie de Coninck, og Frank Jæger har udover at skrive om Gurre også skrevet om sine gå-ture i Helsingørs smalle gader ved både dag- og nattetide og fortæller bl.a. om hvordan mågeskrig lyder midt i hovedgaden og minder om at havnen i Helsingør by hele tiden er lige om hjørnet.