Den jødiske befolkning i Helsingør i Sundtoldstiden

Den ældste optegnelse om jødiske beboere i Helsingør stammer fra 1592, da der i tingbogen er indført, at Jochim Jøde har løst borgerskab i byen. Der vides ikke meget om Jochim. Det fremgår af tingbogen, at han betalte byskat for 1593. For de følgende to år er kæmnerregnskaberne forsvundet, og i regnskabet for 1596 figurerer han ikke. Om han har forladt byen eller er død, vides derfor ikke og heller ikke, på hvilke præmisser han havde opholdt sig i Helsingør.

Der er aldrig lavet nogen systematisk undersøgelse vedr. den jødiske befolkning i Helsingør, og derfor ved man heller ikke, om der i 1600-tallet har været jødiske indbyggere i byen. Først noget hen i 1700-tallet begynder der at være sikre oplysninger.

Indholdsfortegnelse

Jødiske virksomheder i 1700-tallet

De første bevillinger til jøder stammer fra 1730’erne. I dem gives der tilladelse til at drive den form for handel, som jøderne måtte foretage. Men det udviklede sig hurtigt. I 1754 søgte Ephraim Magnus Ruben (f. 1731) kongeligt privilegium til at oprette en virksomhed, som skulle producere hårdug og vat, og efter en positiv indstilling fra Commercekollegiet fik han den kongelige tilladelse i 1755. Derudover drev han vekselerervirksomhed og var skibsreder. Ruben drev sin virksomhed til omkring år 1800 og overdrog den derefter til sin søn Moses Ruben. Han flyttede selv til København, hvor han døde i 1813.

1762 fik Jacob Wulff og Simon Salomon bevilling til i fællesskab at åbne en butik og her sælge alle slags indenlandske tobakspiber, sæber, sukker, sirup, pudder og stivelse. To år senere fik Nathan Levin Cantor tilladelse til at nedsætte sig i byen og ernære sig ved at drive »en liden Handel« med kinesiske og ostindiske varer samt sukker, sirup, pudder og stivelse mod at han “svarer til al borgerlig og bytynge”.

Unnas vinhandel i Strandstræde 2016
Salomon Ascher Unna slog sig i 1770 ned i Helsingør i forbindelse med sit giftermål. Han begyndte her i 1781 at drive vekselerervirksomhed sammen med Samuel Daniel Fürst, men Fürst blev kun boende i Helsingør i kort tid, 1784 var han tilbage i København. Unnas to sønner Abraham og Simon blev i henholdsvis 1811 og 1814 optaget i Helsingørs Kræmmerlaug. Familien drev oprindelig hosekræmmeri og manufakturhandel. Først efter Sundtoldens ophævelse blev familievirksomheden omdannet til vinhandel.

Borgerskaber i 1700-tallet

Den første jøde, der fik borgerskab i Helsingør, var Daniel Isaac i 1736. Yderligere vides ikke om ham. Perlestikker Salomon Simon, som var født i Baiersdorf, løste i 1738 borgerskab til at drive dette erhverv i Helsingør. 1739 fulgte borgerskaber til Salomon Isaach, som var født i Sverige og til Levin Salomon. I sidste halvdel af 1700-tallet og de første år af 1800-tallet udstedtes der borgerskaber til personer med navnene Cantor, Cohen, Curiel, Elkan, Fürst, Isaach, Lipman, Nathan, Ruben, Salomon, Simon, Texiere og Unna. De løste borgerskab til erhverv som handlende, hosekræmmer, handel med ostindiske og kinesiske varer, Nürnbergerhandel, tobaksspinderi, perlestikkeri, hårdugsfremstilling og købmandshandel. Kun to af dem angives som født i Helsingør, nemlig Levin Nathan Cantor, som løste borgerskab i 1803 og Leser Philip Cohen, som fik borgerskab i 1806. Isaach Elkan, som fik borgerskab i 1779, var født i Altona. Han havde en broder Abraham, som løste borgerskab i 1776. Dennes fødested er ikke angivet. De måtte betale henholdsvis 150 og 200 Rigsdaler for at opnå borgerskabet. Pengene blev angiveligt brugt til udgifter i forbindelse med en ny landevej. Curiel, som fik borgerskab til handel med galanterivarer i 1802, var født i Grenoble. Den jødiske befolkning afspejler i høj grad den internationale atmosfære i Helsingør.

Folketællingerne

Ifølge (den ikke helt pålidelige) folketælling fra 1787 boede der da ni jødiske familier i Helsingør. Det var i alt 61 personer: 17 mænd, 14 kvinder og 30 børn.

I folketællingen for 1801 er det tydeligt, at mange af de jødiske familier besidder solide ejendomme og tilsyneladende driver omfattende forretninger. Et par eksempler: Den 40-årige Moses Ephraim Ruben boede i ejendommen Stengade 55/Bjergegade 2 sammen med sin 38-årige kone Keela, deres 11 børn i alderen 1 til 18 år samt tre tjenestefolk. Til gaden var der butik, i baghuset pakhus. Den ældre del af familien Ruben, den 68-årige Ephraim Magnus Ruben, hans kone Sara samt tre voksne, ugifte børn og en kokkepige boede i Strandgade 59. Købmand Philip Cohen på 54 år og hans jævnaldrende kone boede i Stengade 18/Skyttenstræde 13 med syv børn i alderen 10 til 24 år samt en tjenestepige.

Ægteparret Liebmann boede i 1801 i Stengade 76
Købmand Michael Liebmann (1749-1819)
Birgitte Augusta Liebmann (1760-1842)


I 1850 havde Helsingør 8111 indbyggere, heraf kun 45 jøder.

1800-tallet

I 1814 udstedtes “Det jødiske frihedsbrev”, som gav jøderne den samme adgang til erhvervsudøvelse som andre borgere. I Helsingør betød det, at antallet af virksomheder med jødiske ejere voksede. De hidtil traditionelle erhverv med vekselerervirksomhed , skibsklarering og købmandshandel udvidedes med bog- og papirhandel, prokuratorvirksomhed, slagteri og byggeri, og nye familier flyttede til. En af dem var familien Nathanson, som flyttede til Helsingør fra Altona omkring 1815 og startede en vekselerervirksomhed.

Historikeren Kristian Hvidt har i en artikel “Tipoldefar og Øresundstolden” et citat, som drejer sig om tipoldefaderen Ruben Henriques, der i 1801 i København grundlagde et vekselererfirma, som han drev frem til sin død i 1846. Det er Rubens søn Aron, som har skrevet beretningen: “Min far tog i sin ungdom to gange om ugen med diligencen til Helsingør, forsynet med en vadsæk, der hos vekselerer Nathansen blev fyldt med udenlandske mønter, som stammede fra Øresundstolden. Ved sin ankomst til Helsingør tog Nathansen imod ham, fulgte ham hjem til sit kontor, drejede nøglen om i døren og afgjorde forretningerne med ham. Derpå fulgte han far igen til diligencen, af frygt for, at konkurrenter skulle få fat i “guldfuglen”. På den måde fik far aldrig set Helsingør, før Sundtolden blev ophævet”. Det var vekselerer Nathansons søn, J.S.Nathanson, som i 1858 stod bag Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt. Se artiklen Hotel Marienlyst

Efter Sundtoldens ophævelse i 1857 blev nogle af vekselerer- og klarerervirksomhederne lukket. Andre omstrukturerede, så de kunne klare sig under de nye forhold. Den øgede politiske og økonomiske liberalisme fremmede assimileringen, så det fremover ikke gav mening at tale om et særligt jødisk islæt i byen.

Det religiøse liv

De først tilflyttede jødiske familier var ortodokse, og den lille menighed fik hurtigt oprettet en synagoge og en dertil knyttet skole, som latinskolens rektor førte tilsyn med. I 1788 blev Baruch Israel ansat ved synagogen i Helsingør som kantor, skoleholder og schächter. Han var født i Schlochau i Vest-Preussen og kom til Danmark ca. 1786. På grund af tiltagende svagelighed, så han ikke kunne udføre sine hverv i synagogen og for menigheden, ansøgte han nogle år senere om tilladelse til at forhandle de kniplinger, som hans kone og tre døtre kniplede. 31. juli 1795 gav Christian 7. ham kongelig tilladelse hertil. Kvinderne fik desuden lov til at undervise piger i byen i knipling.

Synagogen og skolen blev indrettet i ejendommen Strandgade 39, som fra 1746 havde jødiske ejere. I slutningen af 1700-tallet stod Ruben og Elkan som ejere, og i 1801-folketællingen angives “Jøde synagogen” som husets ejer. I ejendommen boede tre familier til leje, og der var synagoge i 2. etage.

I første halvdel af 1800-tallet skrumpede den jødiske menighed, da flere og flere jøder lod deres børn døbe. I 1840 blev ejendommen solgt, og den blev siden revet ned.

Assimilering

I løbet af 1800-tallet skete der en betydelig assimilering af den jødiske befolkning. Nogle giftede sig med kristne, som f.eks. Simon Unna, som fik 12 børn med sin kristne kone. Han holdt selv fast ved den jødiske tro, men børnene blev opdraget som kristne. Simon Unna blev selv begravet på Helsingør Kirkegård “uden jordspåkastelse”.

Unnas gård på Søndre Strandvej (efter sigende malet af frk. Wittrock, Simon Unnas døvstumme datterdatter.

Byfogden, politimesteren og borgmesteren Jacob August Stenfeldt var en af de kendte borgere i byen. Han var født i 1782 i København i familien Mariboe. I 1813 flyttede han til Helsingør sammen med sin kone, som stammede derfra. Han havde fået posten som byfoged og politimester. I 1819 søgte og fik han kongelig bevilling til at udskifte efternavnet Mariboe med Stenfeldt.

En anden kendt person var lægen Christian Th. de Meza, som var den første overlæge ved Øresunds- og Helsingørs Sygehospital og senere stadsfysikus.. Han kom til Helsingør i 1784 som ung læge, og havde allerede på det tidspunkt ladet sig døbe, formodentlig fordi det så var lettere at få de fornødne tilladelser til at praktisere som læge. I 1801 boede familien de Meza i Stengade 77. Hans ældste søn var general de Meza, kendt fra krigen i 1864.

Forholdet til byens øvrige befolkningsgrupper

Som helhed er der kun oplysninger om et harmonisk og gnidningsløst forhold mellem den jødiske befolkning og de øvrige befolkningsgrupper i byen. I den tidlige periode blev ægteskaber hyppigst indgået mellem medlemmer af det mosaiske samfund, men med tiden blev det mere og mere almindeligt med blandede ægteskaber. Et eksempel på den gensidige respekt kan være, at man i Helsingør i 1782 efter opfordring fra den jødiske menighed udskød afholdelsen af det almindelige kræmmermarked, fordi den oprindeligt fastsatte dag var en jødisk helligdag.

Der er kun enkelte eksempler på modsætninger eller sammenstød.

Et lidt absurd eksempel på forholdene opstod i 1783, da Ephraim Magnus Ruben efter henstilling fra de fastboende jøder indgav en klage til magistraten i Helsingør over tilrejsende jøder, som har drevet tuskhandel i byen og efter de fastboendes mening har skadet de fastboende i deres lovlige håndtering af deres erhverv. De henstiller til myndighederne, at de tilrejsende skal behandles som løsgængere og omløbere, og at det henstilles til byens indbyggere, at de ikke må indlogere disse tilløbne. Myndighedernes svar på klagen kendes ikke.

Portræt af Moses og Hanne Ruben 1847. Maleri af Geskel Saloman. På væggen til venstre hænger en tegning af Moses Rubens forældre Magnus og Hanne Ruben. Gengivet med tilladelse fra Dansk Jødisk Museum.


Den værste begivenhed fandt sted i 1819 og var en udløber af “jødefejden”, som havde sit udspring i Tyskland, men hurtigt bredte sig til mange andre lande, herunder Danmark. Den fik også en aflægger i Helsingør. Ole Lund, den senere herredsfoged, som var født i begyndelsen af 1800-tallet, oplevede jødefejden som barn og beretter i sine erindringer om den. Urolighederne opstod pludselig og fortsatte gennem to nætter. “I disse samledes, så snart mørket var faldet på, store skarer af den pøbel, både lav og høj, som findes overalt selv i de mindre byer, for at more sig med at molestere jødernes huse og navnlig at ituslå alle vinduer. Øvrigheden var, som det i reglen går, blevet overrasket og havde derfor ikke truffet nogen som helst foranstaltning, og først den tredie aften fandt sværmen, at militæret var rykket ud og havde sat dobbelte poster ved alle jødernes huse eller gårde og på de nærmeste gadehjørner, da det ubetydelige politi, der fandtes i byen, var aldeles afmægtigt”. Urolighederne døde ud lige så hurtigt, som de opstod, men et af de hårdt ramte huse tilhørte politimesteren, som i 1819 skiftede navn fra Mariboe til Stenfeldt.

Eksternt link

Mosaiske borgerskaber

Dansk-Jødisk Museum

Litteratur

Karsten Christensen: Jochim Jøde i Helsingør 1592 (Dansk Jødisk Historie 1987. Nr. 24)

M.Galschiøt: Helsingør omkring midten af forrige aarhundrede. København 1960.

Michael Hartvig: Jøderne i Danmark i tiden 1600-1800. København, 1951.

Kristian Hvidt: Tipoldefar og Øresundstolden. (Zise, årg. 39 nr. 1, 2016)

Ole Lund: Smaabilleder fra Helsingør 1800-1830. København 1900.

Kenno Pedersen: Helsingørs gader og stræder i mands minde. Helsingør 2010.

Laurits Pedersen: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857, I-II. København 1926-1929.

[http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159002-lokalbibl%3A99138890 Magnus Ruben: En dansk jødisk familie i Helsingør. (Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning 6:1997)]

Allan Tønnesen: Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600. Byhistoriske Skrifter, bd. 3, 1985.