Dale Vandmølle

Af ældre kort fremgår det, at der oprindelig har ligget en mindre vandmølle ved den tidligere vandrige Gurre Å umiddelbart nord for Dale Bro (hvor Gurre Å krydser Esrumvejen). Åen bar på denne strækning nord for Langesø tidligere navnet Mølleå og vandet i åen var ligeledes grundlaget for mølledriften i det nordligere Havreholm. Der kendes i øvrigt intet til selve vandmøllen i Dale (den er således ikke nævnt i markbøgerne fra 1681 og må derfor vurderes som nedlagt allerede på dette tidspunkt). De ældste matrikelkort fra 1800-tallets begyndelse viser dog ganske tydeligt udstrækningen af den tilhørende mølledam (siden matrikuleret som nr. 27 under Plejelt), som strakte sig såvel nord som syd for den nuværende Dale Bro - med den vigtige Esrumvej ført via en broforbindelse tværs over dammens smalleste sted. På grundlag af kortene kan selve møllens placering i landskabet tæt op mod ejerlavsgrænsen til Bistrup også fastslås med ganske stor sikkerhed. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at møllen her har ligget uden nogen direkte tilknytning til anden bebyggelse - midt i det store overdrev, der blev brugt af de omkringliggende landsbyer Bistrup, Bøtterup og Plejelt.