Cinema Center

1. juledag 1996 åbnede et nyt stort biografcenter til syv mio. kr. med foreløbig to sale og 298 pladser på Rønnebær Allé 110.

Det var fire garvede filmfolk, som startede Cinema Center, nemlig Torben Villesen, som var tidligere direktør i Panorama Film, Egmont Film og Dansk Filmindustri. De tre øvrige var Jesper Smith, ejer af Dan Film og tidligere medejer af Nordisk Film, Michael Obel, ejer af produktionsselskabet Thura Film, som blandt andet producerede »Nattevagten,« og Finn Dyre, der ejer Scala Biografen i Svendborg og er direktør i udlejningsselskabet Allright Film.

Biografen har siden udvidet med flere sale, og i 2004 kom den sidste sal til, så man kom til at råde over 5 biografsale i alt.